Happy or illusion? - Philip + Charlie + Blair

Ciel+Sebby :: WaW :: Tråde :: Seth

Vis foregående emne Vis næste emne Go down

Happy or illusion? - Philip + Charlie + Blair

Indlæg  Admin on Tirs aug 08, 2017 4:43 am

Charlie Brown
Juli 2053 - Glasgow

Philip var ved at være spændt på det at skulle starte i skole igen. Han var dog endnu mere spændt på at skulle høre om Charlies ferie. Han havde savnet Charlie helt enormt meget under sin ferie hvor han både havde været i Sverige med sin onkel Seth og været med sin storebror Aimé i Frankrig for at købe nyt quiditch udstyr for hvis der var nogen der forstod hans kærlighed til det spil så var det helt bestemt hans storebror. Det var ikke fordi hans familie var ligeså fin på den som Charlies familie, men de havde næsten ligeså mange penge. Især når hans ene far ligesom var en dygtig tøjdesigner. At have to fædre kunne nogle gange godt være en udfordring, men så var det godt den ene af dem var så feminin at det nogle gange føltes som at have en far og en mor. Philip var endelige hjemme igen i UK og var taget til Skotland for at se sin bedste ven. Han var sikker på den kilden der befandt sig i hans mave over at skulle mødes med Charlie blot var fordi han havde savnet sin bedste ven og ikke fordi han i virkeligheden var faldet for ham og faktisk havde været det i et års tid. Han var sikker på at når hans ene far var homo så ville han ende med at være hetero. Lidt ala hans storebror der havde troet i samme alder han var skæbne bestemt til at være homo, men det havde vist sig han var biseksuel.
Philip havde aftalt at mødes med Charlie nede i byen hvor han vidste folk ikke kendte Charlies forældre. Det var deres fri rums café og det havde det været siden de var 14. Det var selvfølgelig heller ik i hjertet af Edinburgh, men derimod i hjertet af Glasgow og selvom det var et magiker sted kunne de stadig få ro. Klokken nærmerede sig hastigt 13 og Philip regnede med Charlie snart dukkede op.

Charlie havde som stort set altid, når han var ude for sit hjem eller på Hogwarts, både solbriller og en cap på, selvfølgelig af mugglermærkevare. Der var bare ikke noget værre end at blive genkendt på gaden, af journalister som ville have udtaler om det ene og det andet og det tredje. Nogen gange ville han ønske, at han var mere som sine søskende, William som bare stille op og snakkede, fortalte og alt det der, og Skyler som bare nød at være 'kendt'.
Lige nu glædede han sig bare til, at se Philip igen, de to havde jo været bedste venner lige så længe Charlie kunne huske, så han kunne slappe af og være sig selv i hans selskab.
Han havde brugt det meste af sin sommerferie sammen med Ray, i hvert fald så meget som havde været ham muligt, uden hans forældre var begyndt at spørger ind til noget, faktisk havde han slet ikke fortalt sine forældre om Ray endnu, det turde han ikke. Derudover så havde han været med sine forældre og sine søskende rundt omkring i verden, men det havde ikke ligefrem været ferie.
Et stort smil meldte sig på hans læber, som han fik øje på Philip, og han satte hurtigt retningen mod ham, "Heey, hva så min ven?" spurgte han i stort smil, "Haft en god ferie?" spurgte han videre, stadig smilende.

Philip mærkede pludselig sit hjerte hoppe løs ved lyden af Charlies stemme. Han var nu stadig glad for de havde sådan et fri rums sted, men hvorfor begyndte hans hjerte nu at hoppe på den der måde? Det havde det aldrig gjort før så hvorfor nu? Han slog sine arme om Charlie til et broderligt kram af den slags hvor man gav den anden hånden, hev dem indtil sig for at kramme dem med den anden arm og give dem et klap på ryggen før man slap dem hurtigt igen. "Jo tak super fed. Været ude og rejste med min onkel Seth og storebror. You?" spurgte han med et smil over sine læber og bestilte en kop kaffe blot for at forsøge at virke som om han var voksen. Han vidste ikke hvorfor, men han havde pludselig behov for at virke som om han var voksen nær Charlie. Det hele føltes virkelig noget så underligt og han håbede ikke at Charlie lagde mærke til det. Det var sikkert bare fordi han havde savnet at være sammen med sin bedste ven. Det kunne i hvert fald ikke være andet. "Så må jeg tilbyde noget bro'?" spurgte han med et smil over sine læber. Philip boede trods alt i Kensington så han havde næsten ligeså mange penge som Charlie. Forskellen var bare at hans forældre ikke ejede et firma og derfor var Philip ikke ligeså meget i søgelyset. Derfor kunne han nøjes med at shine i sin egen quidditch verden.

Charlie havde mere og mere accepteret, at han var til fyre, men han havde dog stadig ikke fortalt det til andre end Ray, han var stadig bange for, at blive dømt på grund af det, og så var han virkelig bange for, hvordan hans familie ville tage, for slet ikke at snakke om hans venner, især Philip. Han var virkelig nervøs for, om det ville koste ham, hans venskab til sin bedste ven.
Han grinte let, og gengældte det drenget kram, det gerenede ham overhovedet ikke. Han tog solbrillerne af, og satte dem op på cappen, her behøvede han ikke at gemme sig, heldigvis. "Luksus mate," sagde han med et begejstre smil på læberne, da Philip fortalte om sin ferie, "Du ved, same old, same old.. Forretningsrejser rundt omkring.. Et par dage, uden de gamle, i London," fortalte han, stadig med et smil på læber, selvom det var meget sjældent han smilede når det kom til firmaet, men det var nu heller ikke dét som fik ham til at smile, nej, det var tanken om Ray.
Han hævede lidt det ene øjenbryn, da Philip bestilte en kop kaffe, "Siden hvornår, er du begyndt at drikke kaffe, dude?" spurgte han og kunne ikke lade vær med at grine let, før han rystede lidt på hovedet, "Bare en græskarjuice, jeg er så træt af mugglerdrikke," sagde han og skar en kort grimmasse, han følte ikke, at han havde drukket andet end sodavand og æblejuice hele ferien, han havde bare brug for noget græskarjuice nu.

Nu var Philip sådan set søn af ikke mindre end to mænd. Eller i hvert fald opdraget af dem. Hans biologiske far var sådan det også homoseksuel mens hans anden far var biseksuel så Philip af alle her i verden ville kunne følge ham. Nu havde han selv knapt kysset med hverken piger eller drenge da han havde benægtet sig selv tid til den slags ting fordi han skulle træne. Han nikkede ganske let til det var luksus. "Yeah minus onkel Seth har enormt travlt med jeg skal score damer ligesom ham og jeg har forklaret ham at jeg ikke har tid når jeg har mit quiditch" sagde han med et ganske let nik og bed sig let i læben. Og så lige det faktum han faktisk var i tvivl om pigerne sagde ham noget. Nu skete det igen. Hans hjerte hoppede ved Charlies stemme. Havde den gjort det før?
"Hvem kender du i London du kan være hos uden dine forældre?" spurgte han med et let hævet øjenbryn. Philip boede selv i London og eftersom han ikke havde været hjemme hvem var det så Charlie havde været hos? Kensington var trods alt den rige del af London.
"Vi bliver snart voksne mate" sagde han med et drillende glimt i øjet selvom det ikke svarede Charlie på hans spørgsmål. Han bestilte græskarjuice til Charlie og lagde penge for dem begge. Philip skær da også en let grimasse da han fik drukket en tår af kaffen. Det smagte ikke lige fremme som han havde forventet, men han havde ikke tænkt sig at give op nu. Han ville virke voksen.

Charlie kunne slet ikke beskrive den følelse han gik rundt med i kroppen for tiden. Han var både glad og nervøs hele tiden, og det lignede ham ellers ikke at være nervøs, men der var bare et eller andet over Ray, som virkelig kunne sætte et hav af følelser i gang i Charlie.
Han sendte Philip et roligt smil, "Arh, din onkel lyder som en player," sagde han med en mild rynken på panden, så gamle var Charlie og Philip jo heller ikke, at de behøvede at have travlt med, at score hele verden. Desuden kunne Charlie aldrig drømme om, at være Ray utro, selvom det at have en kæreste var nyt for ham, så vidste han jo godt, at utroskab var et no-go. Han havde jo set hvordan William var blevet mere eller mindre ødelagt efter Jordan havde været ham utro. For slet ikke at snakke om alle de drenge-hjerter som Skyler allerede havde knust, på trods af at hun kun var et år ældre end Charlie selv.
Han bed sig lidt i læben ved Philips spørgsmål, "Min kæreste.." indrømmede han så, dog uden at nævne noget som helst omkring kønnet på Ray, selvom han godt vidste, at Philips næste spørgsmål sikkert ville være, hvad hun hed, og så måtte Charlie jo tage den derfra.
Charlie måtte slippe et kort grin, "Snart og snart, lad os nu lige nyde vores ungdom først, bro," sagde han morende, godt nok var Charlie ikke kræsen, han spiste og drak det meste der blev serveret for ham, men lige med kaffe, der havde han altså en grænse. Han holdt sig blot til sin græskarjuice.

"Det er han også, men han er også tidligere model og nu forsanger i et band" sagde han med et ganske let ryst på hovedet over Seth. Philip følte heller ikke han havde travlt. Nogle gange virkede det som om Seth bare havde travlt med at andre skulle score fordi han selv havde været ude i en alder af 13 med sin første kæreste som endda var virkelig meget ældre end sig selv. Philip havde kun sine venner og sin quiditch i hovedet. Det var også derfor mange troede han var en sports idiot selvom det nok var noget af det sidste han var.
Philip hævede let det ene øjenbryn da Charlie sagde han havde fået en kæreste. En pludselig smerte skød igennem hans krop. Hvornår havde Charlie lige mødt denne her person? Hvorfor gjorde det ondt? Han havde været sikker på den glæde der boblede i ham over at se Charlie blot havde været fordi de at de var bedste venner. Der var da også en vis glæde over at se Olive, men han havde aldrig lagt mærke til den var større når han skulle se Charlie før nu. "En.. En.. Kæreste siger du.. Det lyder da.. Dejligt" sagde han en anelse mekanisk selvom han langt fra synes det. Hvor kom den her smerte fra? Det føltes som om nogen havde revet hjertet ud på ham. "Fortæl mig om din kæreste" sagde han med en anelse mere blid stemme. Det var bestemt ikke ham der havde behov for at høre om denne kæreste, men det var som om smerten krævede det. Han holdte sig selv fra at nævne køn da han ikke havde lagt mærke til Charlie ikke havde sat et på. Han havde travlt med sin smerte.
"Vi er snart voksne" sagde han med et ganske let grin og nikkede let for sig selv inden han tog en tår mere af kaffen. Det var virkelig en utrolig bitter smag i munden, men han ville drikke det. Han var endda stadig jomfru så at sige de snart var voksne og aldrig havde været i seng med nogen hæng egentlig ikke speciel godt sammen i hans hoved, men nu havde han altså fået en lyst til at være mere voksen end han var. Så holdte han fast i den.

Charlie nikkede lidt, "Arh ja, det giver mening så.. Hvilket band synger han for?" spurgte han nysgerrig, det mindes han da ikke, at Philip havde fortalt før, eller også havde Charlie måske bare ikke hørt ordenligt efter, det skete til tider, når han forsvandt ind i sin egen lille verden, men det var nok bare en del af det, at være teenager.
Charlie bed sig så hurtigt i læben, at det faktisk gjorde en smule ondt, hvilket fik ham til, at skære en lille grimmasse. Han prøvede dog at skjule det, ved blot at nikke lidt, "Ja, det er.. Dejligt," sagde han og følte pludselig det hele blev virkelig akavet, selvom han ikke kendte til de følelser som Philip sad med, så kendte han bestemt til den frygt for, at miste sin bedste ven, som sad i ham selv. Han rømmede sig en smule, og trak så lidt på skulderne, "Ehm.. Der er ikke så meget, at fortælle. Bor i London, 18 år, bartender på en pub.. Virkelig sød og dejlig," fortalte han, stadig meget bevidst om ikke at nævne et navn eller kønnet på Ray.
Charlie kunne ikke lade vær med at grine let, "Rolig nu, vi er jo kun 15," sagde han morende, han kunne nu godt vente lidt med at blive voksen, det ville nemlig også betyde, at han ville kunne vente med at blive elev for sin far, som jo var en selvfølge når man var en Brown, selv Evanna, som ikke engang var biologisk, men adopteret ind i familien. Charlie ville bare gerne nyde sin ungdom, han havde jo ikke engang prøvet at drikke sig fuld endnu. Der var så meget som han gerne ville prøve, inden han blev voksen.

"Faded Exit" sagde han kort og sendte Charlie et smil. Det var ikke fordi han regnede med Charlie kunne huske det. Det var alligevel det som man kaldte ligegyldig info. Det var det i hvert fald hvis man spurgte Philip og hans familie var trods alt stor så han forstod godt hvis Charlie ikke kunne holde styr på det hele.
Philip sendte ham ganske ubevidst et mekanisk smil da Charlie sagde det var dejligt. Hvorfor gjorde det så ondt? Burde han ikke være glad på Charlies vegne?
"18? Er det ikke lidt gammel?" spurgte han og lagde hovedet ganske let på skrå. Det var mest af alt smuttet over hans læber. Det var ikke lige fremme en kommentar han var stolt over.
"Hvis vi kun er 15, hvorfor så en 18 årig kæreste?" spurgte han let drillende da han ikke havde lyst til at vide hvem hun var. "Men hun lyder da skøn. Hvad hedder hun?" spurgte han med et ganske let smil over sine læber som han forsøgte ikke at gøre alt for falsk. Det lykkes ham da også, men han havde også før prøvet den slags med at skjule falske smil.

Charlie nikkede lidt, "Nååh, ja, dem har jeg godt hørt om," sagde han, det ville ikke komme bag på ham, hvis det var Skyler eller Evanna, som havde spillet deres musik, derhjemme boede de jo både som magikere, men også meget som muggler, på grund af deres fars firma.
Charlie vidste ikke rigtigt, hvordan han skulle håndtere noget som helst af, alt dette her. Og Philips reaktion gjorde det ikke meget bedre, da Charlie godt kunne fornemme, at hans vens smil blev anderledes end det plejede.
Philips spørgsmål fik dog Charlie til, at klø sig lidt i nakken, "Det er da kun tre år ældre end mig," svarede han, men kunne godt mærke usikkerheden ramme ham. Var der noget galt i, at Ray var tre år ældre?
"Alder er da bare et tal," mumlede Charlie og bed sig lidt i læben, han vidste ikke om det var meget slemt, at Ray var ældre end Charlie selv var. Han følte ikke selv det var et problem, overhovedet ikke, faktisk kunne han godt lide, at Ray var ældre, det gav Charlie en eller anden form for tryghed. Han slog hurtigt blikket ned, da Philip spurgte ind til navnet. "Ehm.. Han hedder Ray," rettede han, som han også fik svaret på spørgsmål. "Vær sød og lad vær med, at sige det til nogen?" bad han stille, stadig med blikket mod bordet, og kørte en finger lidt op og ned af glasset på sin græskarjuice.

"Seth er deres nye forsanger" sagde han med et ganske let nik. De var alle 4 i det band magikere og mest populær hos teenage tøser, men derfor rakte de alligevel ind i både muggler verden og den magiske verden. De havde dog startet i den magiske verden så vidt Philip vidste, men nu havde han heller ikke specielt styr på det band. Ikke fordi han ikke kunne lide musikken for det kunne han, men det var ikke hans yndlings og selvom han godt kunne li musik var det quiditch han gik op i.
Han lod snakken om alder falde til jorden da det trods alt ikke var det som irriterede ham og ramte på en underlig måde. Han kunne mærke den her smerte i brystkassen og en del af ham vidste vel godt det ikke var fordi han var bange for at miste Charlie som ven.
Ved de næste ord om kærestens navn sagde det dog klik for Philip. En vrede steg op i ham. En vrede over han ikke havde lagt mærke til hvordan han havde det nær Charlie, en vrede over Charlie var til fyrer når han hele tiden havde troet noget andet. En vrede der var sur over han ikke havde sagt noget og haft en chance selv. Det var som at få en kæmpe lussing samtidig med hjertet bristede og faldt ned i maven. "A hva for noget? Jeg troede..." sagde han vredt og mærkede godt hans næse viberede af vrede samtidig med hans øjne blev fugtige på ingen tid og han kunne slet ikke stoppe det. "Det fucking løgn det der Charlie" sagde han med en vred stemme der rystede fordi han forsøgte at holde sin gråd tilbage. Han kunne slet ikke styre sin smerte lige nu. Normalt havde han stor selvkontrol, men aldrig havde han prøvet det her før. Han havde heller ikke vist han faktisk var til fyre. Han havde lyst til at rejse sig og gå, men hans ben sad fast hvor han var.

"Ej hvor fedt," udbrød Charlie, da Philip fortalte, at hans fætter var forsanger for bandet. Charlie var ikke særligt musikalsk, udover at han kunne spille lidt guitar, men det var selvlært, så det var ikke noget han snakkede højt om som sådan. Det var mere bare noget han hyggede sig med, når han var alene og kedede sig.
Charlie satte dog pris på og blev faktisk også ret lettet over, at Philip lod aldersforskellen mellem ham og Ray lægge, da det trods alt ikke var noget som generede Charlie overhovedet, selvom han selvfølgelig frygtede, at det ville kunne komme, for nu var han jo blevet virkelig glad for Ray og han måtte nok også indrømme, at han var blevet godt forelsket i fyren.
Lettelsen han havde mærket før, forsvandt dog hurtigt igen, som dug fra solen, da Philips toneleje pludselig ændrede sig fuldstændigt. Philip lød ret sur. Han skulle lige til at åbne munden for at svare på hvad Philip troede, men nåede ikke, at få et ord indført, før Philips næste sætning lød, "Please, Philip, lad vær med at døm mig," sagde han stille, da han var sikker på, at denne vrede var fordi Charlie havde fundet ud af, eller rettere var blevet afklaret med, at han var til fyre. "Jeg troede du af alle, ville kunne forstå," sagde han, dog stadig i en stille stemme, da han ikke ønskede at fange folks opmærksomhed, men det havde han virkelig troet, Philips forældre var jo også to mænd, så han var nok den sidste som Charlie ville se som en homofob.

Han nikkede ganske let til det var fedt. Lige minus at han ikke var helt så sikker på det lige altid måtte være fedt at være 22 og have en hel flok skrigende teenage piger efter sig. Han selv ville dog ikke have noget imod det, men han var også kun 16 år selv så det var måske noget lidt andet. Han selv havde virkelig ikke noget specielt for musik. Han hørte det og sådan, men han havde som sådan ikke mere for det. Han var og blev en sports idiot på nogle punkter. Dog var han ikke helt så slem som andre troede han var.
Philip var jo egentlig også ligeglad med aldersforskellen. Det var mere det der med at Charlie havde fået en kæreste og han først nu havde lagt mærke til hvordan han egentlig selv havde det med ham. Det mindede virkelig bare om glæden ved at se sin bedste ven.
Philip kunne slet ikke styre sine øjne og mærkede hvordan hans tåre begyndte at løbe ned af hans kinder. "Jeg dømmer dig heller ikke. Jeg kan forstå dig. Det er måske lige netop det som er fucking problemet" sagde han og tørrede sine tåre væk så godt som han kunne. Han havde virkelig stadig lyst til at rejse sig, men det var som om han virkelig sad limet til stolen og ikke bare kunne forlade Charlie i den her tilstand. Normalt var han ikke typen der havde let til tåre, men det gjorde så ufatteligt ondt. Hvor var det dog enormt uretfærdigt at han ikke havde lagt mærke til de følelser for Charlie. "Det gør så skide ondt at du slet ikke forstår præcist hvor ondt det gør" sagde han stille og pegede ind på sin brystkasse. Han var skide ligeglad med at det ikke var fair af ham at fortælle Charlie sine følelser der var kommet som et chok for ham også, men han kunne ikke holde det tilbage.

At hele Philips reaktion omkring Charlie havde fået en kæreste, kunne Charlie slet ikke forstå, han havde virkelig troet at hans bedste ven, ville have været der for ham, støttet ham og alt det der. Men lige nu sad Charlie blot med en tom fornemmelse i kroppen. Hvis han bedste ven reagerede på den her måde, hvordan ville hans forældre så ikke reagere? Han fik det næsten helt dårligt ved tanken.
Charlie spærrede dog øjnene op af overraskelse, da Philip begyndte at græde. Hvad pokker skete der lige? Han havde aldrig før følte sig så forvirret, som han gjorde lige nu. "H-hvad snakker du om?" spurgte han, og vidste slet ikke hvordan han skulle håndtere det her, det var langt fra sådan han havde regnet med, at Philip ville tage nyheden.
Charlie fangede slet ikke, hvad det var Philip prøvede at fortælle ham, han mindes kun at have set Philip græde en enkelt gang eller to før, "Gør ondt? Philip, seriøst, hvad snakker du om?" spurgte Charlie tydeligt forvirret og påvirket af situationen. Han fulgte Philips hånd med blikket som han pegede sin brystkasse, hvilket fik ham til at rynke lidt på panden, som de to brikker inden i hans hoved ramte hinanden. Hans mund gled op, men han vidste slet ikke hvad han skulle sige, "Åh nej.. Nej Philip, vær sød og sig det ikke passer," sagde han stadig tydeligt overrasket. Den havde han alligevel godt nok ikke set komme.

Philip ville jo også støtte ham. Hvis ikke det var fordi han i det øjeblik hvor Charlie havde sagt han havde fået en kæreste fundet ud af at han selv var vild med Charlie. Den smerte kunne næppe være noget som helst andet. Philip vidste godt det var svært at sige og et utrolig dumt tidspunkt at finde ud af det, men han havde ikke tænkt sig at holde den oplysning tilbage. Philip kunne mærke hvordan alt luft blev pustet ud af ham og det hele gjorde bare virkelig ondt. Han havde aldrig regnet med at det ville gøre så ondt. Der gled flere tåre ned af hans kinder hvilket også mest af alt føltes som glas lige nu. For han græd ikke særlig meget. Det kunne man ikke når man var så glad for sport som ham. Han sagde ikke noget til Charlies spørgsmål om det med det gjorde ondt da han forsøgte at få ordene over læberne. Det var bare ikke helt så nemt for den smerte i brystkassen. Han nikkede ganske let. "Men det passer Charlie. Det gør det. Det gør ondt" sagde han stille da andre trods alt ikke skulle høre det. "Undskyld. Jeg vidste ikke.. Jeg" sagde han og tørrede atter sine kinder da han ikke kunne blive ved med at sidde der og græde. Det var ikke spor rart at græde. Der var trods alt en grund til at han normalt ikke gjorde det. Han fik da også styr på sine tåre og stoppede næsten ligeså hurtigt som han var begyndt. "Jeg supporter skam du.. Svinger den vej. Det er slet ikke det" sagde han stille og bed sig hårdt i læben. Det ville aldrig komme til at være det. Så meget vidste han da. Også før denne her grimme smerte havde vist sit ansigt.


Sidst rettet af Admin Tirs aug 08, 2017 4:47 am, rettet 1 gang

Admin
Admin

Antal indlæg : 904
Join date : 15/08/12

Vis brugerens profil http://cielsebby.danskforum.net

Tilbage til toppen Go down

Re: Happy or illusion? - Philip + Charlie + Blair

Indlæg  Admin on Tirs aug 08, 2017 4:46 am

Charlie kunne slet ikke tro sine egne øre. Sad hans bedste ven virkelig lige foran ham, og sagde han havde følelser for ham? Lidt diskret prøvede han at nive sig selv i armen, bare lige for, at være sikker på at han ikke sov og det blot var en drøm, eller hvad man nu end skulle kalde det. Det var jo ikke ligefrem hver dag man fandt ud af, at ens bedste ven var vild med en.
Han rystede lidt på hovedet, "Hvorfor i al verden har du aldrig sagt noget? Jeg vidste ikke engang.." han stoppede sig selv i at færdiggøre sin sætning, men han vidste virkelig ikke, at Philip var til fyre, men okay, han havde jo heller ikke vidst han selv var, før han havde mødt Ray, eller jo, han havde haft sine anelser, men de var først blevet bekræftet efter mødet med Ray.
Han tog blidt fat om Philips hånd, "Du skal ikke undskylde.." sagde han stille og prøvede at finde et smil frem til sine læber. Han ville ikke miste sit venskab til Philip, de havde jo kendt hinanden i så mange år efterhånden, og i Charlies øjne så var venskaber ikke noget man bare lige smed væk, især ikke når han vidste at Philip ikke bare var venner med Charlie for at kunne sige han var venner med en Brown, men fordi de rent faktisk klikkede godt sammen.
"Jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg skal sige," sagde Charlie ærligt og trak lidt på skulderne, og slap Philips hånd igen. Han sad med en virkelig underlig følelse i kroppen lige nu, som han slet ikke vidste hvordan han skulle håndtere.

"Fordi for det første anede jeg ik du svingede den vej og for det andet troede jeg bare jeg var glad for at se dig. Du ved.. Lagde ikke mærke til det ikke bare var det" sagde han med en skæv grimasse og var glad for lige nu at han var så god til at stoppe med at græde igen. Han vidste ikke engang han selv var til fyrer før det var begyndt at gøre ondt nu. Han havde virkelig bare troet at han var glad for at se Charlie fordi de var venner selvom en del af ham godt vidste det ikke kun var fordi han var glad for sin bedste ven at det var begyndt at boble i hans mave hver gang han så ham. Det var som om det var noget mere end bare det, men havde han bare benægtet det fordi han ubevidst var sikker på Charlie ikke var til fyrer og han derfor ikke havde ville bruge tid på det.
Han nikkede ganske let til at han skulle undskylde. Det var et skrækkeligt tidspunkt at fortælle sine følelser på. Det var alt for sent når nu Charlie havde en kæreste. Det var faktisk også en anelse unfair at fortælle det til ham nu, men han havde bare ikke kunne stoppe det. Philip kunne nemlig lide Charlie som han var og var skide ligeglad med hans familie. Det var heller ikke fordi han selv kom fra en fattig familie med den del af London han trods alt boede i. Han lod ham tage sin hånd og bed sig let i læben. Hvor han dog havde lyst til at skide pokker i det hele og kysse hans læber, men han gjorde det ikke.
"Det er også helt ok, men kom ikke her og sig jeg ikke supporter du svinger den vej" mumlede han lavt og lod Charlie atter slippe hans hånd. Det var trods alt langt fra det som var problemet.

"Og du er sikker på, at det ikke bare er derfor?" spurgte Charlie og så lidt på Philip, med et lille håb om, at det virkelig bare var fordi Philip var glad for at Charlie, på et helt almindeligt venneplan. Han havde i forvejen stadig en smule svært ved, at én fyr kunne lide ham, men nu var der pludselig to. Han vidste slet ikke hvad han skulle gøre.
Charlie havde aldrig været forelsket før, men han var ikke i tvivl om, at det var dét han var i Ray. Om han direkte ville sige, at han elskede ham, vidste han ikke helt endnu, men han holdt virkelig meget af Ray, og han var sikker på, at han en dag ville elske ham, Ray havde jo allerede indtaget en plads i Charlies hjerte, så det var jo kun et spørgsmål om tid.
Han vidste ikke, hvad han skulle gøre, han ville jo ikke blive uvenner med Philip, og man kunne jo roligt sige, at man ikke altid selv styrerede sine følelser, men det var altså lidt underligt for ham, hvis han skulle være helt ærligt.
Charlie tog cappen lidt af, kun for at lade sin hånd glide i gennem sit hår, så det blev næsten helt smørhår artigt, og satte så cappen tilbage på hovedet, mens han pustede tungt ud. Det var meget sjældent han ikke havde cap på. Han lænede sig tilbage i stolen og tog så en tår af sin græskarjuice, før han vendte blikket mod Philip igen, da han snakkede. "Det var også dét jeg ikke kunne forstå, mate.." sagde han og sukkede lidt, han følte sig virkelig i vildrede.
"Men, please hold tæt omkring det.. Jeg har ikke fortalt det til andre end dig, jeg stoler på dig, bro," sagde han en smule alvorligt, da han virkelig ikke ønskede at hans forældre eller søskende skulle finde ud af noget. Ikke endnu i hvert fald.

Han nikkede let til hans spørgsmål. Han kunne ikke helt forklare hvorfor, men han var ganske sikker på den smerte i hans brystkasse bestemt ikke stammede fra han blot var glad for sin bedste ven på almindeligt venskabs plan. "Det gør ondt. Det føles som nogen har skrået det hele op og mit hjerte ligger i maven som en knust genstand og den kun lige akkurat kan holde mig i live" sagde han stille og håbede ikke han gav Charlie dårlig samvittighed, men han var nød til at prøve at sætte ord på sin smerte. Han var bare ikke spor fantastisk med ord så det var død besværligt. Han var sports mand og ikke poet. Aldrig havde han oplevet sådan en frygtelig smerte før og han håbede et sted ikke at Charlie nogensinde skulle opleve det her, men på den anden side ville han elske hvis Charlie gik fra denne Ray og over til ham. Han bed sig hårdt i læben over han kunne få den slags onde tanker og var lige nu glad for Charlie havde travlt med sin cap og derfor sikkert ikke lagde mærke til noget som helst.
"Nej jeg har da tænkt mig at sige det til Blair og nu hvor jeg er igang kan jeg da ligeså godt nævne jeg selv er til fyrer taget i betragtning af jeg troede jeg skulle noget andet end min familie" sagde han dybt ironisk og rystede let på hovedet. Han vidste godt Charlie næppe var parat og med brødre som William og Blair var det egenligt også ret så forståeligt. Desuden havde Philip slet ikke lyst til at være til fyrer. At have to fædre, en bi storebror og være tæt knyttet til en fætter han kaldte onkel der havde nul morale var mere end rigeligt i hans familie.

Charlie vendte blikket ned mod bordet i mellem dem igen, han vidste virkelig ikke hvad han skulle sige, eller hvordan han skulle håndtere noget som helst af det her. "Det var aldrig min mening, at.. Såre dig.." sagde han stille, og bed sig lidt i læben. Hvorfor skulle det hele pludselig være så indviklet og kompliceret? Han havde ikke lyst til, at miste Philips venskab, de havde jo kendt hinanden så længe, og han var Charlies mest betroet og bedste ven.
Charlie bemærkede ingenting lige nu, hans tanker var helt andre steder. Han havde jo heller ikke været kæreste med Ray ret længe, og han havde aldrig haft en kæreste før, og var jo først ved at lære 'spillereglerne' at kende. Hørte sådan noget her ind under noget, han skulle fortælle Ray, eller var det bedre bare at lade det lægge? Han ville jo ikke risikere at Ray ville sige, at Charlie så ikke måtte snakke med Philip mere, lige på det punkt kendte de jo ikke hinanden så godt endnu.
Charlie spærrede øjnene op og så på Philip med store øjne, og åbnede munden for at sige noget, men så gik det dog op for ham, at hans tone ikke var alvorlig, men mere ironisk. "Det er ikke sjovt.. Seriøst, mine forældre slår mig ihjel, hvis det finder ud af det.." mumlede han, og fik en eller anden underlig fornemmelse af at folk kiggede, selvom han inderst inde godt, vidste det bare var i hans hoved, der var ikke en som kiggede på dem. Han var nok bare ret paranoid lige på det punkt. "Skal vi ik skride? Vi kan bare tage hjem til mig," foreslog han, han håbede ikke at alt dette her ville ændre på deres venskab.

"Nej det ved jeg godt, men havde jeg nu fundet ud af det noget før i stedet for at nægte det var det som skete kunne det være at tingene havde set anderledes ud, måske ikke" sagde han med en ganske let skæv grimasse. Det var jo ikke for at give Charlie skylden eller noget i den stil. Det gjorde bare virkelig ondt. Det var ikke fordi han ville holde op med at snakke med Charlie fordi han havde følelser for ham og han ville heller ikke holde en pause. Nu var han så også teenager og ville faktisk heller have smerten end ikke at se sin bedste ven. Så meget var han da sikker på. Hvis Charlie sagde det til Ray var han heldigvis ikke typen der kunne finde på at sætte ham i den form for midte og det var heller ikke fordi Philip havde lyst til at være sådan, men han ville helt bestemt hade Ray til han selv var klar til at komme videre. Han ville gøre alt for at skille dem af, men han ville aldrig gøre det så Charlie vidste at det var det som han havde gang i. Det ville bare ødelægge deres venskab og det var ikke det han var ude på. Blot ufattelig jaloux.
"Vil du bytte? Jeg er sikker på hvis jeg sagde det til mine forældre ville far Jesse ligge det ud på samtlige medier at hans lille skat var sprunget ud af skabet og hvis jeg nogensinde fandt ud af jeg også var til piger så ville de ikke tro mig pga. min far" sagde han og rullede let med øjnene. Nok forstod han godt Charlie ikke ville sige det til sine forældre, men han ville bestemt heller ikke sige det til sine. Han ville bestemt ikke vælge nogle af den slags forældre hvis han kunne det.
Han nikkede ganske let til om de ikke skulle skride hjem til ham. Han havde ikke lyst til at tænke på de følelser der var lige der i hans krop og han ville bare gerne bevise overfor Charlie og sig selv at det ikke ville ødelægge noget som helst.

Charlie vidste ikke helt hvad han skulle sige, han følte sig bare forvirret, og så var han virkelig bekymret for, om dette her ville ende med at ødelægge deres venskab. "Jeg skal ikke kunne sige, om det havde ændret noget, Philip.. Jeg er nok bare stadig lidt.. Overrasket," indrømmede han, han kunne slet ikke tænkte klart, men det var sikkert også fordi der var så mange mennesker omkring dem lige nu.
Charlie håbede bare, at de ville kunne glemme det, og at Philip hurtigt ville indse, at det bare var fordi, at han måske frygtede at miste Charlie som ven, fordi han nu havde fået en kæreste. Det var i hvert fald den mest logiske forklaring som Charlie kunne finde på. Eller også var det bare det han valgte helst at tro på.
"I det mindste ville de acceptere det, og være cool med det," sagde Charlie en smule opgivende. Han havde allerede set alle fare signalerne ved, at skulle springe ud, især fordi han efterhånden også havde indset, at han faktisk slet ikke tændte på piger overhovedet. "Lad os skride så.." sagde han og drak det sidste som var i hans glas, før han rejste sig, og holdt døren for Philip, som han regnede med var lige bag ham.

Han nikkede ganske let. "Jeg havde heller ikke tænkt mig at vi skulle lege med teorier" sagde han med et let glimt i øjet da han skubbede væk at han bare ville blive ked af det hvis de legede med teorier. Han havde ikke lyst til at tænke på om han havde haft en chance hvis han sagt noget før alt det her med den der Ray person. Philip ville gerne videre, men han vidste også det sikkert ville taget noget tid og en del af ham frygtede nok mere han ville blive ondsindet. Det var virkelig det værste ved den familie han havde hvad enten den var biologisk eller ej. Der var lidt for mange drama queens i den familie og en af dem var endda hans egen 'mor'. Så ondsindet ville han sikkert blive i det skjulte.
"Så meget at jeg vilel brække mig. Er ikke helt sikker på jeg ville have lyst til det heller" sagde han og rystede ganske let på hovedet af det. Det var lige før han heller ville modtage den behandling som Charlie var sikker på han ville få, men det var også bare teori for de ville aldrig kunne finde ud af det.
Philip drak det sidste af hans kaffe og skær en grimasse for nu var det også blevet en anelse koldt hvilket bare ikke gjorde smagen særlig meget bedre hvis han skulle være ærlig. Han rejste sig op og gik efter Charlie. Han lod ham holde døren og sagde for en gangs skyld ikke noget hele vejen hjem til Charlie. Han var sikker på Charlie havde ligeså meget behov for at tygge på det her som han selv havde og så også bare at det ikke var noget man skulle snakke om når der var andre. På den måde ville emnet også være afsluttet når de ligesom kom frem-ish.

Charlie følte virkelig at han gik i en eller anden form for tåge lige nu, en tåge som kun var inden i hans hoved for han kunne slet ikke tænke klart. Han kunne ikke finde hoved eller hale i noget som helst, havde han nu bare vidst at Philip var til fyre, så havde Charlie da haft et form for forberedelse på, at dette her var noget som ville kunne komme til at ske.
Han rystede lidt på hovedet, "Nej, nej, det skal vi heller ikke.. Det er bare.." han sukkede lidt, han vidste ikke rigtigt hvad han skulle sige, eller hvordan han skulle forklare sig, han følte sig bare tom, og bange for, at miste Philip som ven. Mere nu faktisk end før.
Han trak lidt på skulderne, "Najh, well, man kan vel bare ikke vinde uanset hvad man gør," sagde han og fjernede cappen på ny, for at rette håret under, kun for at placere cappen tilbage på hovedet, og tog også solbrillerne på igen i det de kom uden for. Det kunne godt være, at der ikke var nogen lige her, som ville kunne genkende ham, men han magtede ikke, at skulle blive stoppet af nogen som helst lige nu.
Stilheden på vejen hjem, var både akavet og rar, ihvertfald i følge Charlie. Det var rart bare at gå i sin egen lille verden, men det var også akavet at vide hvilket følelser Philip rendte rundt med. "Jeg vil ikke ha', at det bliver akavet mellem os, mate," mumlede han og stak hænderne i sine forlommer, og trak skulderne en smule op, som de nærmede sig den store villa han boede i sammen med sin familie, selvom det kun var ham og Skyler som stadig boede hjemme, og hvis han kendte Skyler ret, så var hun ude med en eller anden random dude, og hans forældre sad sikkert begravet på hver deres kontor.

"Stop" sagde han en anelse hårdere end det var meningen. Man var trods alt et produkt af sine egne valg og ikke at han ville lege med tanken om at han havde haft en chance måske hvis han havde sagt noget. Han ville ikke ud i en teori om hvad der var sket hvis han havde opdaget det før. Ikke lade sine tanker lede hen på en parallel verden hvor det ikke var Ray, men ham der var blevet kærester med Charlie i stedet for. Han ville ikke tænke på det for faktum var at ingen af dem kunne vide hvad der var sket hvis tingene var anderledes så hvorfor bruge sin tid på at tænke på det? Hvorfor ikke bruge sin tid på at se om man kunne ødelægge det af og beholde Charlie for sig selv? Han vidste godt det var en virkelig ond tanke, men lige nu var det faktisk bare hvad han havde behov for.
En ting var Philip dog ret så sikker på. Han ville aldrig miste Charlie hvis det stod til ham. Han holdte af ham. Virkelig dybt og han skulle bare have tid til at finde ud af det her, men hvis han bestemte så ville han ikke miste Charlie. Det var han helt sikker på. Og hvis han blev taget i at være et svin og forsøge at skille Charlie og Philip af så ville han bestemt gøre alt for at få sin bedste ven tilbage for han var desværre næsten ligeså egocentreret på mange punkter som sin far Josiah.
Han rystede ganske let på hovedet til at man bare ikke altid kunne vinde. Han vidste heller ikke hvilken af de to ekstremer han ville foretrække hvis han skulle være ærlig. De var lige slemme, bare på hver deres måde.
"Bliver det heller ikke. Det lover jeg dig, men jeg kan ikke love jeg vil holde af din kæreste ligeså hurtigt som dig selv" indrømmede han bare for at slå fast at han var sikker på det ville komme, men bare ikke lige nu. Han skulle jo nok komme videre enten på den ene eller den anden måde.

Charlie spærrede øjnene en smule op, ved Philips hårde toneleje, "Okay, sorry, men du må altså lige give mig tid til, at sluge det hele," sagde han lettere mumlende, det var jo ikke ligefrem fordi Philip havde fortalt, at han overvejede at købe en guldfisk, det her var trods alt en ret stor ting, og Charlie var virkelig bange for, om det ville komme til, at påvirke deres venskab. Måske ikke så meget med hensyn til, hvordan Philip ville være, men Charlie ville nok begynde, at tænke meget mere over hvad han sagde, og ikke mindst hvordan han sagde tingene. Han ville ikke risikere, at han kom til, at sige noget, som ville kunne misforståelse, til, at han lagde an på Philip.
Han vidste slet ikke, hvordan han skulle håndtere det her. Han havde aldrig oplevet nogen være forelsket i ham, og nu var der lige pludselig to fyre som var det. Eller der var mange tøser som havde været forelsket i hans penge, eller rettere hans forældres penge, men det var jo ikke Charlie de som sådan havde ville have.
Charlie sendte Philip et kort smil, "Godt.. Nej, nej selvfølgelig ikke, det forventer jeg sgu heller ikke," sagde han og stoppede op som de var nået til familiens villa. Lige nu håbede han virkelig ikke at Skyler var hjemme, eller hans forældre for den sags skyld. Han låste roligt døren op, "Nogen hjemme?" kaldte han og lyttede lidt, men der kom ingen svar, "Jeg tror vi er alene," sagde han og smed blot sine sko, og regnede med at Philip ville gøre det samme, da der hurtigt kom en husalf løbende for, at stille dem på plads. "Er du sulten eller noget?" spurgte han, en smule akavet, som han kølede sig lidt i nakken, og rettede på cappen endnu engang. Det var nok et ret tydeligt tegn på, at han ikke helt vidste hvad han skulle gøre af sig selv.

"Og du tror ikke det er for mig? Det er da en fed måde at vide at man er glad for en på den måde og så især når man ved at man ingen chance har? Jeg gider bare ikke spilde min tid med at lege med tanken om noget der er.. Tankespil. Det vil såre mere end det vil gavne" sagde han med et lille let suk og rystede let på hovedet. Det var jo også kommet ud af ingenting for Philip. Han havde lagt fra regnet med at det var sådan han skulle have det for Charlie. Han forstod godt det et sted var værre for Charlie for han var ikke forberedt eller noget, men det havde Philip jo heller ikke været. At anerkende at man havde følelser for en person for at blive afvist i samme sætning var ikke spor fedt. Han ville så et sted godt vide at Charlie ikke ville ligge an på ham, men han ville bestemt ønske det og det skulle ikke være en hemmelighed.
Nu manglede Philip så ikke lige fremme penge så han ville aldrig være vild med hans penge. Hans egen familie var trods alt næsten ligeså rig som Charlies var. Han kunne egentlig bare godt li Charlie som han var. Denne her kærlige person som altid var der for en. Personen der så igennem hans sportsidiot side.
Han lod Charlie undersøge om der var nogen hjemme. Han håbede nu heller ikke lige fremme på at der var nogen hjemme. Han havde heller ikke spor lyst til at Skyler skulle opdage at han var til fyrer og tro at han havde noget for Charlie for ja lige nu følte han godt nok det lyste ud af ham.
Han nikkede ganske let til at de var alene hjemme. Den person han dog mindst håbede var hjemme på besøg var Blair. William kunne han lige håndtere, men der var noget over Blair som han bare ikke brød sig om. Han rystede let på hovedet. "Du skal ikke gemme dig for nogen nu så hvorfor har du stadig den på?" spurgte han og pegede på hans cap. Lige nu forsøgte han at lede samtalen over på noget andet for selvom han ikke kunne lide Ray kunne han godt tænke sig at vide hvordan det var at kysse og så igen ikke så længe det ikke var noget han selv ville mærke.

Charlie spærrede øjnene op, som Philip begyndte at snakke, og han stod et øjeblik og vidste slet ikke hvad han skulle sige. Det hele var bare så akavet. "Okay, kan vi ikke bare lade helt vær med, at snakke om det? Nogensinde igen.." det sidste blev sagt i en mumlen, men han kunne virkelig ikke overskue, alt dette her. Han var lige blevet så glad for at ham og Ray var blevet kærester, så ville han ikke have at noget som helst, skulle ødelægge det, selvom han godt vidste, at han før eller senere var nødt til, at fortælle det til sine forældre, og så ville det hele være ødelagt alligevel.
Charlie elskede alle sine søskende, og kom ret godt ud af det med dem alle sammen, dog var der selvfølgelig nogen han var mere tæt med end andre, Evanna så han foreksempel ikke rigtigt efter hun var flyttet hjemmefra, men hun var jo heller ikke hans rigtige søster. Blair var cool, han var nok den af alle sine søskende som Charlie så mest op til. William havde ikke andet end arbejde og damer i hovedet, og Skyler havde kun druk, penge og fyrer på hjernen.
Charlie rynkede lidt på panden, indtil det gik op for ham, at det var hans cap, som Philip hentød til, "Nååh.. Ehm, ikke for noget," sagde han hurtigt og tog den af, hvilket resulterede i, at hans hår strittede ud til alle sider. "Kom," sagde han og begyndte, at gå op af trapperne og åbnede så døren indtil hans værelse. Det var nærmest delt op i tre, så han havde sin seng for sig, sit kontor med skrivebord og computer for sig, og så var der, hvad han selv valgte at kalde sin stue, hvor der stod en sofa og et fjernsyn. De boede ret meget som mugglere, ihvertfald når det kom til teknologien. Men det var vel heller ikke så underligt. Han lod sig dumpe ned i sofaen, og smed både cappen og sine solbrille på sofabordet foran sig, og lod så sine hænder glide i gennem sit hår, "Skal vi ta et spil?" spurgte han, og nikkede mod sin playstation, i håb om, at det stadig var noget de kunne lave sammen.

Han nikkede ganske let til at de ikke skulle snakke om det. Han ville ikke. Han hørte ikke hans mumlen, men hvis han havde så ville han have været enig. Han ville bestemt ikke snakke om det igen. Philip ville bestemt stå ved ham hvis han blev bedt om det i forhold til at springe ud for sin familie, men han ville også gøre alt for at det var som hans kæreste og ikke som hans ven. Det var virkelig en utrolig grim tanke han havde fået i sit indre, men ikke om han ville dele den tanke med Charlie.
Philip elskede også begge sine søskende, men han elskede sin søster mest og hvis nogen sårede hende og han vidste det ville han bestemt blive sur selvom han var den yngste i familien ligesom Charlie var. Han ville dog ligesom Charlie bare heller ikke specielt gerne springe ud for sine søskende da han ikke havde lyst til at tænke på reaktionen selvom den sikkert ville være en del bedre end hans 'mors'.
Philip kunne ikke lade være med at grine som om alt var som det plejede. "Hvad så stritte?" spurgte han mens han stadig grinede da det virkelig så sjovt ud når Charlie havde caphår. Han nikkede ganske let da Charlie sagde han skulle gå med og fulgte efter ham.
"Klart" sagde han med et smil og smed sig ved siden af Charlie. "Du ved godt jeg tæver dig ikke?" spurgte han og blinkede ganske let til ham. Han håbede ligeså meget som Charlie at stemningen ville gå tilbage på det normale. Det ville virkelig være rart frem for det her.

Charlie vidste ikke helt hvordan han skulle håndtere noget som helst af det her. Han prøvede virkelig bare at følge flowet og bare glemme det lidt igen, selvom han inderst inde godt vidste det ikke var fair. Han ville jo ikke miste sin bedste ven, uanset hvad, for Philip var den eneste som så Charlie for den han var og ikke for hans pengepung, da lige foruden Ray selvfølgelig.
Charlie vendte blikket mod Philip da han begyndte, at grine og rynkede lidt på panden, "Hvad griner du af?" han nåede dårligt nok, at sige sit sætning færdig, før det gik op for ham, at det var hans hår Philip grinte af, hvilket fik ham til at grine også, hvorefter han lod sine hænder glide i gennem i hår, "Bedre?" spurgte han morende, og mærkede hvordan en lettet følelse gik i gennem ham, over at de kunne grine, som om intet var hent.
Charlies smil voksede da Philip var med på at de kunne spille lidt, på den måde kunne de også begge to få tankerne lidt væk, hvilket passede Charlie helt fantastisk, han var jo stadig kun ved selv at vende sig til tanken om, at være til fyre, men nu hvor han havde været seksuelt sammen med Ray, så var han jo også blevet mere afklaret med det, selvom det ikke ligefrem var noget han havde super meget lyst til, at snakke med Philip om nu.
Han sendte ham et lidt flabet smil, "Yeah right du gør, du vandt måske sidst, men jeg har trænet," sagde han morende, og tændte for playstationet, og rakte en kontroller til Philip og tog så en til sig selv også.

Admin
Admin

Antal indlæg : 904
Join date : 15/08/12

Vis brugerens profil http://cielsebby.danskforum.net

Tilbage til toppen Go down

Re: Happy or illusion? - Philip + Charlie + Blair

Indlæg  Admin on Tirs aug 08, 2017 4:49 am

Philip havde så heller ikke lyst til at miste Charlie. De var bedste venner og sådan skulle det helst forsætte, men derfor ville han nu gerne skille dem af. Charlie skulle ikke være lykkelig med nogen når det gjorde så ondt på ham selv. Det var han nu egoistisk nok til at tænke, men han ville ikke sige det højt. Det ville være direkte ondskabfuldt og det måtte Charlie heller ikke tro om ham. Nu var det også nemt for Philip at ikke vælge Charlie som sin ven når han selv havde næsten ligeså mange penge som Charlie selv.
Philip pegede let mod hans hår for at fortælle hvad det var han snakkede om. Han nikkede ganske let til om det var bedre. Det havde nu bare set så morsomt ud at det havde været svært at lade være med at grine af ham.
Nu havde Philip heller ikke lige fremme lyst til at vide hvad han havde lavet med Ray og han ikke havde lavet. Han selv var jomfru på alle mulige måder så det var ikke fordi han ville vide noget som helst. Heller ikke fordi han ikke havde prøvet det selv.
"Som om det der skræmmer mig" sagde han med et grin inden han tog imod kontrolleren. Han skulle nok banke Charlie. Det var han både sikker og vist på. Philip endte dog med at tabe på et hængende hår og lagde hurtigt kontrolleren fra sig. Han havde et øjeblik deres samtale tidligere og sætte sig op på Charlies skød for at begynde at kilde ham. Det var bedre at lege kildeleg end så meget andet bortset fra at en lyst til at kysse ham pludselig gled op i Philip. Han havde den dog lige nu under kontrol, men hvis nogen så dem ville det virkelig se noget så sjovt ud. Det var ikke lige fremme sådan her han ville ses af Charlies søskende.

Charlie var en virkelig dårlig taber, men det lå nok ret meget i familien, at være. Til gengæld, var han dog ikke typen som hoverede når han så vandt, ikke andet end for sjov om ikke andet. Han strakte begge arme op over hovedet, da skærmen afslørede han vandt, "Sådan! Hvor er det vigtigt," sagde han morende, men så så en del overrasket på Philip, da han pludselig sad på ham, lige indtil, at han begyndte at kilde ham, og Charlie måtte bryde ud i latter.
Han var ufattelig kilden, og Philip vidste lige hvor han skulle kilde, for at det kilede ekstra meget. "Stooop," grinte han, og prøvedet meget ihærdigt, at kilde Philip også, men hans muligheder var ret begrænset, eftersom han sad nederst. For et øjeblik virkede det hele til, at være tilbage ved det gamle, og han havde også lidt glemt, at Philip for få timer siden, havde afsløret, at han rent faktisk havde følelser for Charlie, lige nu var det bare som om, at alt det akavede som havde været mellem dem, var glemt igen, men nu vidste Charlie jo så heller ikke, hvilke tanker Philip havde.
"Stoop, det kilder," grinte han, så meget at han næsten fik ondt i maven af at grine, og vred sig desperat for at slippe fri, mens han stadig grinte, og stadig prøvede at kilde Philip også.

Philip var normalt typen der hoverede. Nu var han også quidditch spiller for deres kollegium for det første og for det andet var han en vinder type. Han mente det dog ikke ligeså hårdt overfor Charlie som for alle andre da de trods alt var venner. Philip vred sig en smule på hans skød for at Charle ikke skulle komme til at kilde ham da det ikke var sådan de legede og Philip var i øvrigt stærkere end Charlie så det kunne han bare godt droppe. "Jeg stopper aldrig" sagde han med et grin da han morede sig og synes det hele føltes som i gamle dage da lysten til at kysse ham igen steg op i ham og denne gang kunne han ikke stoppe den. Så da Charlie igen bad ham om at stoppe med at kilde ham lænede han sig ind mod ham for at forsøge at fange hans læber med sine da han slet ikke havde sin hjerne med i det han lavede. Han vidste ikke hvor den lyst stammede fra selvom han godt vidste han nu følte for Charlie, men derfor havde han aldrig ventet at han ville prøve på noget så hurtigt efter han var blevet skudt ned.

Blair var taget hjem for at se om han kunne finde noget han kunne sælge af sine forældres crab bare for at være provokerende. Ikke fordi han manglede penge, men bare fordi han godt kunne lide at tage ting fra dem og se hvornår de egentlig ville opdage at der manglede noget. Det var sådan en lille leg han havde engang i mellem. Desuden ville han se om Skyler var hjemme da han ville have hende med ud for at drikke noget kakao eller noget for selvom han holdte af både Evanna og Feather så var Skyler hans yndlings søster. Han gik forbi stuen og stoppede op da han hørte Charlie der råbte stop til at blive kildet og hævede ganske let det ene øjenbryn. Han trådte et par skridt tilbage for at bedre kunne se som han gik forbi døren. Han fik derfor hurtigt øje på Philip eller hvad han hed der sad på skødet af Charlie og prøvede på at kysse ham. Han bed sig hårdt i læben for at undertrykke et grin, men han kunne ikke helt holde det tilbage. "Jeg sagde jo til dig du var til fyrer Charlie!" udbrød han med et grin da han virkelig ikke kunne holde det tilbage lige nu.

Charlie grinte højlydt, han havde altid været utrolig kilden, lige siden han havde været helt lille, og det var ikke blevet spor bedre med årene. Han nåede også kun lige, at forsøge, at fange pusten igen, da Philip lænede sig frem mod ham, hvilket fik ham til at spærre øjnene op, og han så på Philip med øjne som en fortabt lille, forvirret hundehvalp.
Det blev overhovedet ikke bedre, da han pludselig hørte en alt for velkendt stemme i døren. Selvfølgelig skulle Blair komme hjem på besøg nu, intet andet ville jo give mening med Charlies held. "Jeg har en kæreste," udbrød han, selvom det overhovedet ikke svarede på, om han var til fyrer, mens han holdt sine hænder oppe, som om Blair pegede sin tryllestav mod dem, selvom det for, at vise, at det altså var Philip og ikke Charlie som gjorde noget.
Han fik vredet sig fri fra Philip, og lod en hånd glide i gennem sit hår, mens han så på Blair, "Hvad laver du hjemme?" spurgte han, ildrød i hovedet, selvom Philip teknisk set ikke havde nået, at kysse Charlie, så var den akavet stemning vendt tilbage.

Philip for ned fra Charlie og bed sig hårdt i læben. Han så op ved Blairs stemme og blev selv ildrød i hovedet. "Undskyld Charlie.. Jeg.." sagde han og sank engang da det virkelig ikke havde været meningen. Det var bare som om han havde fulgt sin impuls og det skulle han tydeligvis ikke have gjort. Han havde mest af alt lyst til at skulle stikke af igen da det virkelig ikke havde været hans mening og han jo bare havde handlet. Han bildte sig selv ind at han ikke ville skille Charlie og Ray ad. Han lagde en hånd for munden da han var tæt på at sige at Charlie faktisk datede en anden fyr og så undskyldende mod Charlie da han godt vidste han havde været tæt på at gøre noget han ikke skulle. Selvom han havde stoppet sig selv så havde han jo forsøgt at kysse ham. "Jeg.. Jeg tror bare jeg smutter ikke?" spurgte han for ligesom at hentyde til om det måske var bedst at han skred.

Blair sendte sin lillebror et smil ved hans ord om at han havde en kæreste. "Ja en fyr kan jeg se" sagde han med et grin og lænede sig op af dørkarmen for bedre at kunne holde øje med de to andre. Han hævede dog det ene øjenbryn ved Philips ord om at han undskyldte overfor Charlie og kunne godt regne ud at kæresten i hvert fald ikke kunne være Philip så. Han var nu stadig ganske sikker på at Charlie måtte være til drenge om så det var en anden han var kæreste med eller det bare var fordi Blair ikke måtte vide at de var det. Han havde i hvert fald ikke tænkt sig at stoppe Philip fra at smutte og vendte blikket mod Charlie der snakkede til ham. "Altså som du nok ved er det også mine forældre. Må jeg ikke komme hjem og se til mine søskende en gang i mellem bare fordi jeg ikke længere bor hjemme?" spurgte han ganske drillende og vidste godt mest af alt det var fordi Charlie var blevet taget i noget som han bestemt ikke ville tages i for ellers plejede den lille møgunge nu ellers at være ret så glad for at se ham. Charlie var trods alt den eneste af hans brødre som han rent faktisk gad bruge sin tid på og eftersom han ikke holdte af mange så sagde det en helt del. Blair var trods alt ganske egoistisk anlagt og tænkte ofte på sig selv før alle andre.

Charlie vidste slet ikke, hvad han skulle gøre af sig selv. Han så fra sin bedste ven som lige havde prøvet at kysse ham, til sin storebror som tydeligvis var ganske underholdt, med et blik som nok afslørede, at han var alt andet end underholdt lige nu. Han føltes sig langt mere som en fortabt lille mus i en musefælde.
Han så beflippet på Philip, og nikkede blot lidt til hans undskyldning, mens han lod en hånd glide i gennem sit hår, og vendte blikket mod Blair og rystede på hovedet, selvom der ikke kom nogen ord ud af hans mund, han var fuldstændig mundlam, og ville virkelig ønske at Ray var der lige nu til, at hjælpe ham og støtte ham.
Han nikkede igen lidt til Philip, "Jeg.. Jeg skriver til dig.." mumlede han, uden at tænke over, hvordan det lød i de andres ører, "Skal jeg følge dig ud?" spurgte han ret usikkert, da han slet ikke vidste hvordan han ville reagere, hvis Philip igen ville prøve at kysse ham.
Han rømmede sig lidt og rettede på sit tøj, han var helt ude af sig selv, normalvis ville han jo have været sprunget i armene på Blair, han var uden tvivl den i hele søskendeflokken som Charlie så mest op til. "Jojo, selvfølgelig.. Går det ellers godt?" spurgte han, udelukket i håb om, at Blair ville lade alt det andet lægge, selvom han havde en grim fornemmelse, af at så snart Philip var gået, så ville Blair sætte gang i sit forhør.

Philip nikkede ganske let. Han vidste jo et sted også godt at Charlie ikke fandt det her specielt morsomt, men det var jo heller ikke fordi han havde gjort det med vilje eller noget i den stil. Han havde egentlig blot fulgt situationen og glemt at styre sig. Ikke så meget andet. Selvom han jo godt vidste det var forkert når Charlie havde en kæreste. Han var jo også selv meget forundret over at han havde haft den slags lyster, men det var vel ligeså meget det at når nu man var kommet ud af skabet overfor Charlie så var det ikke helt så nemt at styre pludselig. Han vidste det faktisk ikke for det hele var ganske nyt. Han rystede ganske let på hovedet. "Nej... Nej jeg klare den selv" sagde han idet han rejste sig op for selvom han godt vidste han næppe prøvede på at kysse ham igen nu hvor de ikke var igang med at pjatte rundt så vidste han også godt det var en ufattelig fej handling at smutte nu hvor Blair ville krydsforhøre Charlie i om han var til fyrer. Det ændrede bare ikke på Philip nærmest løb mod døren ved at gå helt vildt lange skridt for at komme væk derfra. Han nåede da heller ikke at høre mere inden han var ude af døren og forbandede sig selv langt væk for at have prøvet på at kysse ham. Han havde virkelig ønsket han havde vidst det noget før.

//out

Blair kiggede let fra den ene til den anden. Han var virkelig godt underholdt af det her, men nu var det heller ikke ham der var til fyrer og det var virkelig tydeligt. Han havde trods alt haft et par løse kærester her og der, men aldrig noget han havde været spor tro. Han behandlede ikke kvinder særlig godt, men det ændrede ikke på at han kun var til piger. Han lænede sig let tilbage for at se efter Philip der skred som en anden kujon. "Så det må jeg alligevel? Der var jeg da godt nok heldig" sagde han ganske ironisk og rystede let på hovedet af Charlie. Nok holdte han af ham af alle sine brødre, men ikke desto mindre kunne han ikke se han skulle have en undskyldning for at komme hjem til sine forældre. "Så er Philip så din kæreste eller hvad?" spurgte han stadig ganske godt underholdt selvom han godt kendte svaret når Charlie havde sagt sådan der til Philip. Det gjorde det bare ligesom ikke mindre sjovt. "Du vil måske ikke løbe efter ham og give ham et kys bare fordi jeg er til stede? For jeg skal nok lade være med at sige noget til far hvis det gør dig glad" sagde han med et ganske let grin og rystede let på hovedet i morskab over sine egne platte jokes. "Ej det går fint. Jeg skulle bare lige se noget ok? Det skal din lille næse slet ikke blande sig i og slet ikke før du har fortalt alt om din loverboy" sagde han med et glimt i øjet da han altså var ganske sikker på at Charlie var til fyrer. Det var jo ikke fordi han ville have noget imod hvis han var det. Langt fra faktisk. Han ville bare gerne kunne bruge informationen til at holde hånden over ham hvis deres far blandede sig i noget han ikke skulle.

Charlies blik fulgte Philip som han hurtigt var ude af værelset og han hørte hoveddøren lukke. Han håbede virkelig ikke, at deres venskab ville være helt ødelagt nu, for uanset hvad, så var Philip Charlies bedste ven, og det ville jo ikke ændre sig, 'bare' fordi han havde fået en kæreste. Det var mere Philips følelser, at Charlie var bange for ville ændre deres venskab.
Han rettede sig lidt op i sofaen, og bed sig lidt i læben, med blikket mod gulvet. Han var alt for flov til, at se Blair i øjnene lige nu. "Meget heldig.." mumlede han lidt, og vendte så blikket mod sine egne hænder, som fumlede lidt akavet. Han vidste slet ikke hvad han skulle gøre af sig selv.
Han vendte dog hurtigt blikket mod Blair som hans spørgsmål omkring Philip lød, og han skar en grimmasse, "Nej, vel er han ej," sagde han og rystede kraftigt på hovedet. Han kunne slet ikke forestille sig, at være kærester med Philip, men nu var han jo også virkelig forelsket i Ray. "Du er ikke sjov Blair, stop nu," bad han, og kunne virkelig ikke se det sjove i det hele lige nu. Det var bare akavet, og han følte sig helt utroligt flov.
"Hvem siger overhovedet min kæreste er en mand?" spurgte han stille og sukkede lidt, uden at tænke over, han lige , før han tog sig en smule sammen og vendte blikket mod Blair. Charlie havde det så forfærdeligt med, at være til fyrer, udelukket fordi han vidste at deres far ville gå amok, hvis han fandt ud af det, især fordi Ray udover at være en fyr, så heller ikke var en rig eller kendt person, og dermed slet ikke god nok til en Brown. Charlie var så bange for, at blive set på af de andre, som han selv så på Evanna, ikke en rigtigt Brown, hvilket var ret dobbeltmoralsk.

Blair skubbede sig ud fra døren af for at gå hen mod sin sin lillebror og lod sig dumpe ned i sofaen ved siden af hm. "Jeg er synes ellers selv jeg er helt igennem morsom at du ved det. Jeg tror lettere du har forvekslet mig med far og det troede jeg ikke det var den slags forhold du havde til mig" sagde han med et smil som han så over mod sin lillebror. Han lod sin hånd løbe igennem sit hår inden han smed sine ben op på bordet velvidende at deres far næppe ville være glad for den slags behandling af møblerne, men han var faktisk ret så ligeglad med det faktum for han var kun i det firma for at skjule den anden aktivitet han lavede som ingen i familien skulle vide noget om. "Jo ser du lille Charlie. Fordi du virker bare feminin nok til at være kæreste med en fyr og egentlig ville jeg måske også lidt elske at have en lillebror der var homo" sagde han med et ganske let nik inden han lænede hovedet tilbage mod sofaryggen for så at kigge over mod sin bror igen. "Og ved du hvad? Du var stille lige før i helt vildt lang tid så måske er du ikke kærester med ham der nørden, men jeg tror bestemt stadig du har en drengekæreste og hvis det er sandt så må du gerne låne min lejlighed for at se ham så far ingenting opdager" sagde han ganske roligt som om det var en hver anden form for kæreste som Charlie havde selvom han nu mente det var en fyr. Han flyttede atter sit hoved og flyttede det op til Charlies øre. "You know. I'm cool as long as you are you" sagde han med et varmt smil over sine læber tæt mod hans øre. Så var han faktisk ligeglad om så det var en gammel dame på 50.

Charlie bed sig lidt i læben, stadig med blikket mod sine hænder i mangle på et bedre sted at kigge hen, for at undgå øjenkontakt med Blair. "Det ved jeg godt.. Det er bare.. Ik noget," sagde han så stille, han vidste ikke helt hvordan han skulle forklare sig, han vidste jo inderst inde godt, at Blair var langt mere forstående på det her punkt, end deres far ville være.
Han smilede lidt, som Blair smed benen op på bordet, og lod sig selv glide lidt længere ned i sofaen, så han lå halvt ned. Han skar en grimmasse, "Jeg er ikke feminin.." modargumenterende han, da han helt bestemt mente, at han var den maskuline i hans og Rays forhold, det var jo Ray der gik med make-up og sådanne nogle ting.
Han vendte dog blikket mod Blair ret overrasket, "M-mener du det? Men Ray har sin egen lejelighed med sin veninde," sagde han, og tænkte ikke over at han lige havde afsløret, at hans kæreste var en fyr ved navn Ray. "Men selvom Philip ikke er min kæreste, så er han altså stadig min bedste ven," tilføjede han, da han ikke brød sig om, at Blair omtalte Philip som nørden.
Han vendte blikket mod Blair, da han hviskede i hans øre, "Tak, Blair. Vil du ik nok lade vær med at sige det til nogen? Heller ikke mor, eller nogen af de andre," spurgte han med er bedende blik, han ville ikke ses ned på af hverken sin tvilling, Charlie, Nikolas eller Skyler eller nogen af de andre. Men vigtigst af alle, deres far.

"Bare hvad? Tror du ikke jeg kender min egen lillebror?" spurgte han med et ganske let grin og rystede ganske let på hovedet af Charlie. Blair ville forstå det meste. Bare det ikke handlede om at skulle gøre det til noget stort at være en Brown. Det var nok det eneste han ikke bare sådan lige kunne forstå. "Og så er alligevel er du ikke en rigtig mand ligesom mig" sagde han med et drillende glimt i øjet da Blair trods alt rent muskelmæssigt var en del større end Charlie. Ikke bare fordi han var ældre, men han havde bare altid være mere bredskuldret end ham. Nu vidste han så heller ikke noget om hvorvidt Charlies kæreste gik med make-up eller noget så ved siden af det ville han sagtens kunne se at Charlie ikke var helt så feminin som han selv mente hans bror var. Blair skulle til at sige noget da Charlie nævnte et navn. "Jeg sagde jo du var til fyrer" sagde han og puffede let til ham mens han grinte en smule. "Men ja jeg mener det. Hvorfor skulle jeg sige noget jeg ikke mener?" spurgte han ikke længe efter mens han stadig grinte en smule mest af alt fordi han havde fanget Charlie i at sige sandheden. "Ved jeg godt han er" påpegede han til det med at han godt vidste at Philip var hans bedste ven stadig. "Nej da. Jeg har tænkt mig at sige det til hele familien når jeg tilbyder dig at du kan bruge min lejlighed til at mødes med ham" sagde han med et let drillende glimt i øjet og var ganske ironisk i sit tonefald.

Charlie sukkede lidt og lod sit hoved hvile mod Blairs skulder, som han blot stirrede frem for sig, uden at vide hvad han skulle sige. "Bare.. Forvirrende.. Og jo, du kender mig bedre end jeg selv gør," sagde han i et lidt forsigtigt smil. Blair havde jo sagt i nogle år efterhånden, at han var sikker på, at Charlie var til fyre, Charlie havde bare ikke selv kunne se det, før Ray havde åbnet hans øjne. "Bare vent og se, en dag bliver jeg lige så buff som dig," sagde han og skar en grimmasse. Han vidste egentlig ikke, om det var ham eller Ray som var manden i forholdet, men han var ikke i tvivl om, at det var Ray som var den erfarende.
Charlie åbnede munden for at svare, men han kunne ikke rigtigt få ord ud af sin mund. Han grine dog let, da Blair puffede til ham, "Jeg ved ikke om, jeg er til fyrer, eller om det bare er Ray," indrømmede han så, han havde jo aldrig prøvet at kysse en anden fyr end Ray, så han vidste jo ikke om det bare var Ray der kunne tænde noget i ham, eller om det var fyrer i det hele taget, hvilket var virkelig frustrerende og forvirrende.. "Tak, Blair, det er derfor du er min ynglings bror," sagde han i et lidt mere afslappet smil end hidtil. Charlie skubbede blidt til Blair, "Nu er du bare dum," sagde han dog med et lille smil på læberne.


Admin
Admin

Antal indlæg : 904
Join date : 15/08/12

Vis brugerens profil http://cielsebby.danskforum.net

Tilbage til toppen Go down

Re: Happy or illusion? - Philip + Charlie + Blair

Indlæg  Admin on Tirs aug 08, 2017 4:52 am

Blair kunne ikke lade være med at smile en anelse da Charlie lod sit hoved falde ned på hans skulder og kørte kort sin hånd over sin lillebrors hår som om han var en anden hund der skulle rodes i pelsen. "Der kan du selv se" sagde han med en ganske tilfreds undertone over at Charlies synes at Blair kendte ham bedre end Charlie synes han kendte sig selv. "Gør du nu også det? For jeg må erkende at jeg kan ikke lige se det for mig" sagde han med et ganske let drillende glimt i øjet og kunne ikke lade være med at grine en anelse da han virkelig ikke kunne se det for sig. Blair var ganske stor, men ikke så stor at han var pumpet. Det var trods alt ikke pænt, men han var bestemt både bredskuldret og havde veltrænet muskler. Nu var han så også omkring de 18 år så det var måske lidt noget andet. Faktisk på alder med Charlies kæreste.
"Ray? Hvad hedder han egentlig mere end Ray?" spurgte han pludselig ud af det hele da han synes han kunne huske et eller andet med en Ray fra hans årgang for selvom han havde gået på Slytherin og haft travlt med at være one of the cool guys så synes han stadig han kunne huske en eller anden Ray selvom det sikkert ikke var verdens mest sjældne navn her i verden. "Det forstår jeg godt jeg er, men nu er det heller ikke verdens hårdeste elite jeg er op imod hvis man ser på vores brødre" sagde han med et overlegen smil da han faktisk synes selv at han også klart var den bedste af dem når man talte Charlie fra. "Hvordan gik jeg fra yndlingsbror til dum?" spurgte han drillende og mærkede godt hans puf hvilket blot boostede hans ego.

"Hey, hey, hey, pas på håret," beklagede Charlie sig, da Blair rodede i det, og rettede sig hurtigt op, for at rette håret tilbage, eller i hvert fald forsøge på det, dog med et smil på læberne. "Selvfølgelig gør jeg det, jeg er stadig i voksealderen," sagde han og skød ubevidst brystet en smule frem, han havde alle dage set utroligt meget op til Blair, han virkede bare så cool omkring alting, hvilket Charlie ville ønske han også kunne være. Det var bare svært for ham, at acceptere, at han var til fyrer, selvom han allerede holdt helt utroligt meget af Ray, der var et eller andet ved den fyr, som Charlie slet ikke kunne stå for, og på et eller andet punkt havde han jo også accepteret, at det var sådan det var, han var bare stadig usikker omkring det, fordi han vidste deres forældre ikke ville tage det særligt pænt, men samtidig vidste han jo også godt, at han ikke ville kunne holde det hemmeligt for altid.
"Ray MacKay, hvorfor?" spurgte han en smule undrende, hvad havde Rays efternavn med noget at gøre? Han tænkte ikke lige som, at Ray jo var på alder med Blair, og at de to derfor måske kendte hinanden eller i hvert fald kunne vide, hvem hinanden var, men nu havde Charlie så heller ikke lige fået fortalt Blair, at Ray var ældre end Charlie selv var.
Charlie kunne ikke undgå, at slippe et grin, "Åh Gud, skal jeg lade dig og dit ego være lidt alene, eller?" drillede Charlie tilbage, og mærkede hvordan han stille og roligt begyndte, at slappe af igen. "Ved at drille mig," svarede han morende.

Blair kunne ikke lade være med at grine over hans reaktion og rodede ham derfor atter drillende i håret. Ligesom det kunne være svært for ens forældre at forstå at man blev ældre så kunne det også være for ældre søskende og da især når Blair ikke boede hjemme. Så var det ikke helt så nemt at følge med længere. Som om det kun var en selv der blev ældre, men ikke alle andre. Han ville dog ikke indrømme han havde det sådan og nikkede blot til Charlie stadig voksede. I hans hoved ville han jo altid være den lille myre han vidste så op til ham. Det var bare endnu en grund til at han ikke skulle vide noget om hvad han lavede når ikke lige han arbejdede for deres fars firma og havde da også ved utallige lejligheder fortalt Charlie det var kun til han blev færdig som elev og ikke et sekund længere. Blair hævede let det ene øjenbryn ved det navn. "Se du elsker mig jo og savner mig din lille myre. Du finder kærester på min alder" sagde han med et drillende glimt i øjet efter en længere pause der føltes som en evighed mens 10-øren ligesom lige skulle falde. Den eneste grund til Blair kunne huske Ray var fordi han kunne huske den her ret så feminine lille meget skotsk talende gut der havde en enormt lækker kæreste han gerne ville slå sine fingre i og forstod slet ikke hvad en tøs skulle med en som Ray der tydeligvis mest af alt havde været skødehund. "Han er ret femi er han ikke? Ikke at det er dårligt, men synes altså jeg kan huske noget om han går med make-up" sagde han ganske roligt da han nu ikke dømte det. Det var bare det eneste der gjorde at Blair kunne huske ham. Det og hans navne nærmest rimede. At MacKay ikke havde så mange penge som dem var han ligeglad med og han kendte heller ikke til alt det med Collin og Ray for han snakkede ikke med nogle af dem. Den eneste grund til han kendte en smule til Collin var de havde gået på samme kollegie, men Collin var ældre og så købte han stoffer af Elijah. "Nej tak det er fint. Jeg tror lige der er plads til både dig, mig og mit ego" sagde han med et let glimt i øjet da det også mest af alt var på et hængende hår at der var plads. "Du ved jeg ik ka lade være med at drille så det tror jeg ikke på kan gøre mig dum" sagde han med et selvsikkert smil over sine læber

Charlie sendte Blair et opgivende blik, som han forsøgte at skjule sit smil bag, da Blair endnu engang rodede i Charlies hår, "Er du færdig?" spurgte han og prøvede at lyde fornærmet, men kunne ikke rigtigt holde masken, og begyndte derfor at grine lidt, da han rettede håret på ny igen.
Charlie var sikker på, at han en dag ville skyde i vejret, han glædede sig dog ikke til, at hans stemme ville gå i overgang, for han huskede tydeligt, hvordan han havde drillet Blair dengang det var hans stemme som var gået i overgang, og Charlie havde en grim fornemmelse af, at Blair bare gik og ventede på, at få sin hævn. Charlie kløede sig lidt i nakken, det havde ikke lige været gennemtænkt af ham, "Jah, åbenbart.. Er det ulækkert, han er så meget ældre end mig?" spurgte han usikkert og så på Blair med et blik, hvor forvirringen nærmest strålede ud af hans øjne.
Charlie var stadig helt væk i Ray, han havde aldrig været forelsket før, men han var slet ikke i tvivl om, at han var faldet godt og grundigt for Ray. Han nikkede lidt, Ray var vel egentlig ret feminin, men det var ikke noget Charlie havde tænkt yderligere over, lige på det punkt var det nok Charlie som var manden i forholdet, i og med, at han hverken gik med make-up eller noget, "Jo, altså ja, det gør han.. Kender du ham?" spurgte han en smule nervøst, ikke helt sikker på, hvordan han havde det med, hvis hans bror og hans kæreste var venner, men så måtte han jo bare tage det med.
"Så det mener du alligevel? Jeg føler mig ellers en smule kvalt," drillede han tilbage. Han vidste stadig ikke helt, hvordan han skulle håndtere alt det med Philip, men det var han sikker på, at han godt ville kunne snakke med Ray om, han håbede bare ikke at Ray ville forbyde ham i at se sin bedste ven. "Men.. Årh.. Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige til far.. Han går amok," sagde han i et suk, og vendte et opgivende blik mod sine hænder.

“Så skidt da” sagde han med et ganske let grin da han godt vidste at det var fordi Charlie ikke ville rodes mere i håret for nu og det var sådan set også helt ok. Det var jo ikke fordi han ikke kunne forstå det. Han ville da heller ikke bryde sig om at andre rodede ham alt for meget i håret, men sådan var det når man var ‘den lille’. Blair var dog en anelse sikker på at Charlie stadig ikke ville ende med at blive større end ham og uanset hvad så ville han stadig være den yngste af de to. Så der ville altid være noget at han kunne drille ham med og han ville bestemt drille ham over hans stemme når det var den tid. Også selvom at han ikke boede hjemme ville han komme forbi bare for at kunne drille ham med at hans stemme ville gå helt amok. Han rystede ganske let på hovedet til om det var ulækkert. “Nej det er mere en god scoring” sagde han med et varmt smil over sine læber. Han måtte indrømme at han faktisk synes det var en nice scoring at have scoret en der var ældre end sig selv på den der måde. Nu var han heller ikke typen der havde de flest fordomme her i verden og det her var bestemt ikke en undtagelse. Han rystede ganske let på hovedet. “Nej ikke direkte. Jeg kan bare huske ham fra skolen af. Ikke andet” sagde han med et let nik da det sådan set var det eneste han kunne huske. Han havde aldrig rigtig brugt tid sammen med Ray. Han virkede ikke som typen der kunne holde til noget som helst og Blair havde ærlig talt haft travlt med at begynde at få sit liv til at gå i den retning som det var i nu.
“Ja jeg er fuldstændig sikker på at der er plads til os alle tre” sagde han med et selvsikkert glimt i øjet. Han var sikker på der var plads til dem begge og hans ego selvom det var rimelig stort. “Skidt være med ham. Han bestemmer ikke over hvem du dater” sagde han en anelse bestemt da han virkelig ikke kunne følge hans lyst til at tilfredsstille deres far.

Charlie grinte let, mens han stadig rettede lidt på sit hår, "Godt så," sagde han morende, han havde aldrig som sådan været en feminin dreng, men i takt med, at han var blevet teenager, så var han selvfølgelig også begyndt, at gå mere op i, hvordan han så ud, og det inkluderede i den grad, hans hår. Men han havde aldrig gået med make-up, ikke at han havde noget imod, at Ray gjorde det, men eftersom Charlie ikke engang var sprunget ud endnu, så ville han helst bare prøve, at holde lav profil med det, og det stolede han jo også på Blair nok til, at Charlie ikke skulle være bekymret.
Charlie mærkede en følelse af lettelse gå i gennem ham, da Blair rystede på hovedet, og derimod sagde det var en god scoring, hvilket nok fik Charlie til, at vokse lidt i selvtillidsskalaen. "Jeg tror nu nærmere, at det var mig som blev scoret," sagde han i et roligt grin og med en mild rødme, men nu var det jo trods alt Ray som havde kysset Charlie til, at starte med. Betød det så ikke, at det var Ray som havde scoret Charlie? Han rystede dog lidt på hovedet, af sine egne tanker, med et smil, som per automatik dukkede op på hans læber, hver gang han tænkte på Ray.
Charlie bed sig lidt i læben og nikkede så, "Ja, okay.. Tror du også han kan huske dig?" spurgte han så, selvom det nok var et spørgsmål, som kun Ray ville kunne besvare. I Charlies hoved, så var Blair uden tvivl den sejeste af alle deres søskende, også selvom han ikke var den ældste. Han vidste ikke hvorfor, men der havde bare altid været noget ved Blair, som havde fået Charlie til, at se så meget op til ham, selvom det dog var blevet bedre med årene og efterhånden som Charlie var begyndt at finde sin egen identitet.
Charlie rystede grinene på hovedet, "Du tosset," sagde han i et grin, Blair og hans ego altså. "Ehm, teknisk set jo, jo det gør han.. Jeg er under 18, så det bestemmer far, lidt i hvert fald.." sagde han og sukkede tungt. Han ville gøre stort set alt for, at gøre deres far stolt og glad, men han ville ikke under nogen omstændigheder gå fra Ray, hvis deres far sagde han skulle, så ville han hellere holde det hemmeligt, selvom han ville elske, at have Ray med rundt i verden, når Charlie selv skulle med på forretningsrejserne.

Blair ville bestemt ikke brase ud med en masse til resten af deres familie. Han var trods alt ikke typen der rendte med sladder og selvom han ikke havde noget imod at Charlie var til fyrer så var han i bund og grund ligeglad med hvem end Charlie datede. Bare hans lillebror havde det godt. Om personen var rig eller fattig var han også ligeglad med. Og så længe personen var sød overfor Charlie så kunne han ikke se hvad alle andre faktorer gjorde. Den største fordel ved at det var en fyr var han kunne smadre ham hvis han sårede hans bror for det ville han ikke gøre med en pige.
Han lavede en let eftertænksom grimasse inden den skiftede til en mere imponeret en og nikkede for sig selv. "Min lillebror eftertrukket hos ældre fyrer. Det er ikke spor ringe" sagde han mens han nikkede da han bestemt var sikker på der var andre end Charlies kæreste der ville finde hans lillebror spændende. Det gav måske også god mening at når en let ældre fyr var den som scorede i stedet for en usikker teenager. Blair selv havde aldrig haft problemer med selvtilliden så det ville ikke give mening for ham hvis det ikke var ham der nærmest jagtede dem han pegede på. Også uden følelser.
En mild latter gled over Blairs læber om Ray mon ville kunne huske Blair. "Åh Charlie. Du er nød til at forstå din storebror er så sej at alle kan huske ham på den årgang om så det er for mit ego eller mit smukke udseende" sagde han selvsikkert og med et glimt i øjet. Det var svært at komme udenom en som Blair det allerede i en alder af 15 år var begyndt at gøre op mod det at være en Brown. Blair havde ikke direkte været en af dem der mobbede, men han havde været svær at overse. Det var i hvert fald helt sikkert.
"Meget muligt, men far kan nu altså rande mig et vist sted alligevel. Hvis du er glad så kan alt andet være ligemeget og han behøver ikke vide det lige nu. Lige nu skal du bare nyde din kæreste og intet andet" sagde han med et ganske let bestemt nik da han faktisk synes at det var ligemeget. Han ville jo også gerne hjælpe ham med at skjule det da han ikke synes det var deres fars sag. Så var han da ligeglad med at Charlie ikke var særlig gammel og derfor stadig var under deres far.

Charlie havde utroligt svært ved, at håndtere at han havde fået sig en drengekæreste. Normalvis var han jo slet ikke så usikker, han var en Brown, han ville frem i verden, han ville være en del af deres fars firma, når han blev gammel nok, eller det var han jo sådan set allerede i og med, at han så tit som det overhovedet var ham muligt, tog med når de skulle på forretningsrejser, og han havde intet imod, at stå foran flere hundrede voksne mennesker og sælge deres ideer, men lige alt dette her med Ray, gjorde ham utroligt usikker.
Charlie blev ildrød i hovedet ved Blairs næste ord, "Ej nej, jeg er ej.. Det er jo kun Ray og så meget ældre er han altså heller ikke," sagde han og bid sig i læben. Han var stadig øm bagtil, hvilket fik ham til, at skifte siddestilling ret ofte, og han gik så lidt som muligt. "Hvad med dig? Har du stadig ikke fundet nogen sød pige?" spurgte han så, i en blanding af nysgerrighed og et forsøg på, at fjerne fokus fra sig selv.
Charlie kunne ikke lade vær med, at grine, "Så siger vi det, du var sikkert en rigtigt nar, da du gik på Hogwarts," sagde han morende og rakte flabet tunge af Blair. Det var egentlig sjovt, så stor forskel der var på hele søskendeflokken, selvom de stort set alle sammen havde fået samme opdragelse. Den eneste Charlie dog ikke kunne lide var Evanna, men det var udelukket fordi han ikke så hende som en rigtigt søster, hun var der bare. Han elskede sin tvilling og alle de andre søskende, utroligt højt.
Et smil meldte sig på hans læber, "Det kan godt være fars mening ikke betyder noget for dig, men den betyder altså virkelig meget for mig.. Desuden er det vel kun et spørgsmål om tid, før pressen finder ud af det," sagde han en smule opgivende. Hvorfor skulle det også være så besværligt? Hvorfor kunne deres far ikke bare være lige så sej som Blair på det her punkt? "Jeg nyder det også, men det andet lægger hele tiden i baghovedet.." tilføjede han lidt eftertænksomt og så på Blair.

Blair var kun en del af deres fars firma fordi han skulle ligge låg på alt det andet lort han gik og lavede som ingen, ikke engang Charlie skulle vide noget om. Blair kunne da også sagtens sætte sig ind i at det næppe var særlig nemt at skulle affinde sig i at man var til fyrer når man hele sit liv havde troet noget andet. Også selvom Charlie ikke var specielt gammel. Derfor var det jo stadig en stor omvæltning og han ville slet ikke vide hvordan det var at være Charlie lige nu.
”Og du er sikker på det kun er ham?” spurgte han en anelse drillende da andre på Rays og Blairs alder da godt kunne finde Charlie attraktiv uden han lagde mærke til det fordi han netop var langt væk i sin kæreste. Det var i hvert fald meget normalt så det ville ikke undre Blair om det var sådan. Blair lagde godt mærke til at Charlie ændrede sidestilling hele tiden, men kommenterede ikke på det lige nu. Han rystede ganske let på hovedet til om han havde fundet nogen sød pige. ”Jeg gør mig ikke i faste forhold Charlie. Det vil du forstå når du bliver ældre” blinkede han let til ham og rystede ganske let på hovedet. Han havde da mødt mange søde piger, men det var ikke fordi nogen af dem gav ham lyst til at skulle slå sig ned eller noget i den stil. Blair rystede på hovedet til han sikkert havde været en nar da han havde gået i skole. ”Siger drengen der ikke kan sidde stille og skifter måde at sidde på nærmest hvert 5. Min” drillende han og kunne ikke lade være med at grine en ganske mild latter. Blair tog sig kun af sine søstre, også Evanna og så ellers kun Charlie. Hvis der især var en han ikke brød sig om så var det William, men de var også som dag og nat.
”Du burde ikke gå op i hans mening for at være ærlig og selv hvis han finder ud af det hvorfor så ikke skubbe det tidspunkt hvor han gør så længe du kan? Bare indtil du føler dig nogenlunde sikker i det her hvis det hele er så nyt som du siger” sagde han med et ganske let bestemt nik da han virkelig ikke forstod hvad deres far skulle blande sig i det for, men det var jo også derfor han var der. For at tage ting fra sine forældre for at straffe sin far en smule. ”Hold op med det. Det gør dig ikke lykkelig” sagde han med et ganske let suk da han virkelig ikke forstod sig på hvorfor man skulle please deres far på den der måde.

Charlie gik nok stadig i en lille verden, hvor han bildte sig selv ind, at han ikke var direkte til fyre, men det 'bare' var Ray, som han tændte på og havde følelser for. Han skar en lille grimmasse, "Ja, det er jeg helt sikker på," svarede han meget overbevist om, at det kun var Ray, som ville kunne falde for en som ham selv. Især af ældre fyrer, eller tøser for den sags skyld. Han havde i hvert fald aldrig oplevet nogen andre lægge an på ham eller noget som helst, eller jo på hans egen alder, men ikke ældre.
Charlie mærkede en mild bekymring vokse i ham, da Blair sagde det var noget han ville kunne forstå når han blev ældre. De var jo netop kommet frem til, at Ray var på alder med Blair, "Hvad hvis jeg gerne vil forstå det nu?" spurgte han og så på sin storebror, mens han igen måtte skifte måde, at sidde på. Charlie ville da ikke have noget imod, hvis Blair fik sig en kæreste, og han ville slet ikke have noget imod, hvis han en dag skulle være onkel. Han blev dog ret hurtigt revet ud af sine tanker for fremtiden, eller rettere Blairs fremtid, da Blair kommenterede på, at Charlie hele tiden satte sig anderledes. Han blev ildrød i hovedet og vendte hurtigt blikket mod gulvet, "J-jeg.. Faldt ned af trappen.. I går.. Jeg slog mit haleben.. Eller, altså jeg gled.. Eller faldt over Skyler sko, som stod midt i det hele og gled.. Ned af trappen altså.. Av, siger jeg dig," lød Charlies bortforklaring og klikkede lidt med tungen for at understrege, at det var præcis hvad der var sket, efterfulgt af et lidt for stort og fremprovokeret smil. Problemet var bare lidt, at Charlie var virkelig dårlig til, at lyve og finde på undskyldninger.
Charlie trak lidt på skulderne, "Jeg vil bare hellere ha', at han høre det fra mig end, at han lige pludselig læser om det i en eller anden avis eller sådan noget.." svarede Charlie i et lille suk, han ønskede ikke, at deres far skulle høre det fra andre end Charlie selv, selvom han godt vidste, at han ikke ligefrem ville tage imod nyheden med kyshånd. "Jeg er 15, jeg tror ikke det er meningen jeg skal være lykkelig lige nu og her," sagde han i en skæv grimasse.

”Du er kær Charlie. Det må jeg sige” sagde han og bed sig let i læben for ikke at komme til at grine af ham. Han var sikker på at andre havde lagt an på Charlie, men han bare ikke havde set det før nu. Det kunne også godt være at folk bare ikke havde lagt an på Charlie før og det var næsten ligeså plausibelt. Det kunne an aldrig vide.
”Så er det synd for dig for jeg kan ik forklare det for dig når du er helt nyforelsket. Det vil bare ødelagde det hele og det har jeg bestemt ikke lyst til” sagde han med et ganske let nik. Normalt ville han have sagt det med det samme, men han ønskede faktisk at Charlie skulle have det godt hvor han var. Han ville ikke ødelægge noget for ham. Det kunne han bare ikke gøre imod Charlie. Han holdte for meget af ham.
Blair ville ikke have en kæreste og sådan var det bare. Han var endda sikker på han ik havde mødt nogen han ville kunne se som kæreste materiale, men det kom sig sikkert mest af alt af han ikke havde kigget efter en.
”Yeah… Right… Den.. Tror jeg jo på” sagde han dybt ironisk og rystede ganske let på hovedet af ham. ”Jeg tror mere det kommer sig af du har en kæreste og du har haft sex lille ven” sagde han og klappede Charlie på håret og kunne ikke styre sig for at grine en anelse over han hele tiden skiftede stillingen og forsøgte at give andre skylden. ”Det forstår jeg godt, men så må du jo sige det til far når du er klar til det og det skal nok være snart med vores fantastiske familie” sagde han det sidste ganske ironisk. Han arbejdede jo også selv kun for deres far for at få ham til at tie stille. ”Og måske er det. Jeg mener. Nogen finder deres udkårene i den alder. Du skal ikke sammenligne dig selv med mig på det punkt” sagde han med et ganske bestemt nik da Blair godt vidste det der slet ikke var hans spids kompetence.

"Hold op, jeg er altså ikke 10 år mere," mumlede Charlie en kende utilfreds med, at Blair kaldte ham nuttet, det var noget man sagde til børn eller dyr, og Charlie var altså 15 år, en rigtigt teenager, hvis han selv skulle sige det. Han vidste godt, at i og med, at han og Rose var de yngste og Rose var en del mere udadvendt end Charlie var, så ville han nok altid blive set som familiens nuttet, uskyldige lille dreng.
"Hvorfor skulle det ødelægge noget for mig? Bare fordi du har det, som du har, betyder det da ikke, at jeg kommer til, at ha' det sådan også?" spurgte han roligt med et mildt skuldertræk. Men Blair havde nok en god pointe, Charlie var så forelsket i Ray, at han nærmest gik med skyklapper på, hvor han kun så Ray, og ingen andre.
"Du ville have været hoppet på den, hvis jeg havde lydt mere overbevisende.." mumlede han en anelse fornærmende, hvortil han skiftede stilling igen. Han spærrede dog øjnene fuldstædigt op og blev ildrød i hele hovedet, mens han bare gloede stift på Blair med åben mund. Fuldkommen mundlam. Han lukkede først munden, da han mærkede Blair klappe Charlie på håret, hvilket rev ham tilbage, ud af hans nærmest trance artige tilstand. "Vel har jeg ej!" udbrød Charlie, hvorfor han ikke bare stod ved det og sagde ja, vidste han ikke. Det var bare pinligt og akavet, at snakke med sin storebror om sex.
"Vil.. Vil du sige det til mor for mig?" spurgte han ydmygt, selvom han havde en grim fornemmelse af, at Blair ville have Charlie selv skulle sige det til begge forældre. Men måske Charlie om ikke andet, ville kunne lokke Blair til at være der, når han skulle fortælle det. Charlie ville i hvert fald ikke bede Ray om, at være der. Ikke fordi han ikke ville have Ray ved sin side, men fordi han var virkelig bange for, hvordan hans forældre ville reagere. Så hellere, at Charlie kunne søge til Ray bagefter. "Hvorfor ik? Vi er familie," spurgte han med et roligt skuldertræk.

”Og hvad så hvis du ikke er 10 år mere? Hvis jeg synes min lillebror er nuttet så er det det jeg synes” sagde han med et glimt i øjet og nikkede let for sig selv da det bestemt var det som han synes. På det punkt havde han det nok ligesom de fleste forældre. Det der med at se ens søskende blive ældre også var ikke altid lige nemt og han synes altså bare at Charlie var nuttet på nogle punkter. Det var der intet der kunne lave om på.

”Fordi jeg har min holdning til forhold af en grund og du skal ikke begynde at lede efter fejl hos din kæreste” sagde han en anelse bestemt da han virkelig ikke havde tænkt sig at sige det. Han havde en gang da han var yngre haft en kæreste som han virkelig havde holdt af, men de havde begge fucket det hele op og derfor var det gået i vasken. Siden havde han ikke haft nogen grund til at elske nogen igen.
”Men så er det jo godt for mig at du ikke lyder specielt overbevisende” sagde han med et ganske let grin da han bestemt ikke var sikker på det var der den lå. Han lod dog Charlie være i den tror at det var sådan uden at han selv mente at Charlie ville kunne lyde overbevisende når det kom til at lyde som om det ikke var fordi han havde haft sex. ”Eller også har du haft sex Charlie. Du er virkelig ikke særlig overbevisende” sagde han med et ganske mildt grin da han virkelig ikke synes at Charlie er specielt overbevisende at høre på. ”Kun hvis du selv vil have det, men jeg har ikke tænkt mig at sige noget ellers” sagde han med et ganske let nik da han bestemt ikke havde tænkt sig at sige noget og dermed stikke Charlie i ryggen.

”Og hvad så hvis vi er i familie? Jeg er ældre end dig. Jeg har ikke fundet min udkårne, men det betyder ikke at du ikke ville gøre det nu. Det kan godt være at dig og Ray skal tilbringe resten af livet sammen” sagde han med et varmt smil og ville faktisk være glad for at se hvis det var sådan.

Charlie skar en grimmasse, "Jeg vil altid være 'lille Charlie' i dine øjne, vil jeg ik?" spurgte han roligt og vendte blikket mod Blair. Det var nu ikke noget Charlie regnede med, nogensinde ville ændre sig, selv ikke om 50 år, men det var okay, Charlie havde nok lidt vendet sig til det. Og egentlig gjorde det ham heller ikke noget, at hele familien troede han var så uskyldig.

Charlie rynkede mildt på panden og tippede hovedet en smule til den ene side, "Jeg er ikke dum, Blair.. Hvem knuste dit hjerte?" spurgte han direkte. Måske det var lige netop i sådanne nogle tilfælde, at man rigtigt kunne høre Charlie var til fyre, han havde intet imod, at snakke om følelser. "Desuden, har Ray ingen fejl," tilføjede han i en rødme og begyndte at bide lidt i en ene negl, en virkelig dum vane, han altid havde haft.
Charlie kunne godt mærke, at det her var en tabt sag. Blair havde gennemskuet ham, og der var intet han kunne gøre. "Okay, okay, okay, jeg har haft sex med min kæreste, kan vi snakke om noget andet nu?" spurgte han ildrød i hele hovedet, og lod sig sinke lidt ned i sofaen. Han elskede Blair og følte virkelig han kunne betro sig og snakke med ham om det meste, men lige sex, det ville han ikke engang kunne lide, at snakke med Rose om og de var altid tvillinger.
Han kørte begge hænder igennem sit hår i et tungt suk, og nikkede så lidt. "Jeg ved ikke, hvordan jeg skal håndtere det, Blair, men jeg tror mor kommer til, at tage det pænere end far.. Tror du ik?" spurgte han tydeligt frustreret. Det værste ved det hele, var nok, at han var så forelsket i Ray, at han mest af alt, havde lyst til, at sige fuck hvad hans forældre ville sige til det. Problemet lå bare lidt i, at hvad skulle han gøre, hvis hans forældre kunne finde på, at smide ham ud hjemme fra? Ikke at han regnede med det, men stadig. Og hvordan ville omverdenen tage det? Og ikke mindst alle samarbejdspartner, hvis Charlie ved næste sammenkomst, mødte op med en drengekæreste?

Charlie smilede lidt ved Blairs ord, "Med chance for, at lyde som en eller anden forelsket jubel idiot, så håber jeg det," indrømmede han, han var virkelig glad for Ray, selvfølgelig håbede han, at de to kunne leve lykkeligt til deres dages ende.

”Nu hvor du selv nævner det jo. Det er lige præcis det du vil, men det er jo bare fordi jeg holder så skide meget af dig din lille rod” sagde han med et glimt i øjet og håbede lidt at Charlie faktisk tog det til sig for det var ikke fordi Blair var helt vildt god til det der med at sige noget i den stil. Heller ikke til Charlie som han ellers holdte virkelig meget af.

”Se det der skal vi to slet ikke snakke om at du ved det” sagde han med et dybt suk og vidste godt at han var busted, men det betød ikke at han ville snakke om det for hvis der var noget som Blair simpelthen stank til så var det da lige præcis det. Blair hævede let øjenbrynet til at Ray ingen fejl havde og lod det bare gå usagt hen da bestemt ikke var så sikker på at det passede. Alle havde fejl også ham. Det var bare ikke noget han selv ville indrømme, men han vidste godt de var der.
Blair bed sig i læben fordi han havde virkelig svært ved ikke at skulle drille ham, men kunne ikke dy sig. ”Er det godt at blive taget i røven mini?” spurgte han med et grin da han virkelig ikke kunne lade være. Det var virkelig over hans fatter evne selvom han tog hatten af for at Charlie var til fyrer. Meget ville han af underlige sex ting, men ikke det der. Nu var han så også bare helt igennem hetero så det var nok mest af alt bare det. Han nikkede ganske let til hans ord. ”Jo det tror jeg. Måske skulle du starte der. Desuden er jeg sikker på Skyler ville elske at have en bror som faktisk er til fyrer. Pas nu på hun ikke bruger dig som homo ven fremover” sagde han med et varmt smil og kunne virkelig godt forstå at Charlie ikke synes det var nemt. ”Uanset hvad. Så lov mig jeg er der når du gør det. Far får ikke lov til at pille dig ned. Hvis han prøver så skal jeg nok tage mig af det” sagde han med et ganske let nik da han havde tænkt sig at forlade firmaet hvis han hørte så meget som to pip fra deres far af. Han ville til en hver tid beskytte Charlie alt hvad han kunne. ”Uden at lyde som den irriterende og bedrevidende bror. Så håber jeg det også. Min lillebror fortjener kun det bedste og jeg tager virkelig hatten af for dig for at indrømme overfor mig hvem der er din kæreste” sagde han med et varmt smil og rodede ham ganske let i håret. ”Men du.. Jeg må heller smutte inden de gamle kommer hjem. Jeg orker ærlig talt ikke glo på dem, men kom endelig forbi hvis du har behov for mig ikke?” sagde han med et smil og rejste sig op. Blair fandt en nøgle i sit bundt og kastede den over mod Charlie så han altid kunne komme forbi når han havde lyst.

Charlie så lidt overrasket på Blair. Der var nok ikke nogen i familien som var super gode til, at snakke om at de elskede eller holdt af hinanden. Det var ligesom bare noget de vidste, men ikke snakkede om. Charlie kunne ikke engang huske, hvornår deres forældre sidst havde sagt det til ham. Så han vidste skam godt, at Blair kun sagde det, fordi han virkelig mente det. "Det ved jeg godt, mate.. Jeg holder også af dig," sagde han i en rolig stemme og med et smil på læberne. Charlie havde ikke nogen problemer med, at sige sådanne nogle ting, hvis han vel og mærket mente det. Han var bare ikke vant til, at høre det og slet ikke fra Blair.

Charlie hævede kort det ene øjenbryn, da Blair sagde de ikke skulle snakke om, hvem der havde knust hans hjerte. "Hvorfor ik?" spurgte han og satte sig endnu engang på en ny måde. Han havde heldigvis ikke direkte ondt mere, han var bare godt øm, selvom Ray havde været forsigtigt. Han tabte dog fuldstændig kæben, ved Blairs næste spørgsmål. "Det spurgte du bare ikke om?!" udbrød han ildrød i hovedet og lagde armene over kors. "Men fair nok, jeg svare på dit spørgsmål, hvis du svare på mit," tilføjede han så, selvom han ikke helt vidste om han ville kunne få sig selv til, at indrømme overfor Blair, at det havde været godt, bortset fra smerterne.
Charlie skar en grimasse, "Jeg er altså ikke homo, jeg har kysset med en pige før Ray," understregede han, han var nok stadig kun noget til den fase, hvor han bare havde accepteret, at han var vild med Ray, det betød jo ikke, at han var direkte homoseksuel, han var bare til Ray. Rayseksuel, måske. Han nikkede lidt, "Det lover jeg. Og tak Blair," sagde han i et smil, han var virkelig glad for, at han havde en bror som Blair, som Charlie bare altid kunne komme til, ligemeget hvad.
Charlie trak lidt på skulderne, "Yeah well.. Jeg havde nok ikke sagt det, hvis du ikke havde bosted mig," indrømmede han og bed sig lidt i læben. Han skammede sig ikke over Ray, langtfra, men han skammede sig i den grad over, at være til fyre.
Charlie grab nøglen som Blair kastede til ham, hvortil et stort smil meldte sig på hans læber, "Tak Blair. Jeg ringer eller skriver, når jeg er klar til, at fortælle det til mor og far," sagde han og rejste sig for, at give sin storebror et kram.

Admin
Admin

Antal indlæg : 904
Join date : 15/08/12

Vis brugerens profil http://cielsebby.danskforum.net

Tilbage til toppen Go down

Re: Happy or illusion? - Philip + Charlie + Blair

Indlæg  Sponsored content


Sponsored content


Tilbage til toppen Go down

Vis foregående emne Vis næste emne Tilbage til toppen


Ciel+Sebby :: WaW :: Tråde :: Seth

 
Permissions in this forum:
Du kan ikke besvare indlæg i dette forum