How far I'll go

Nira Dempsey
Ministeriet for magi, på gangen, UK
Juli 2054
Romeo vidste ikke helt hvorfor han ikke havde haft anden kontakt med Nira det sidste år andet end via ugler, men han havde måske haft en anelse for travlt til overhovedet at se nogen og det var ikke fordi det huede ham spor. Det der med at køre med to jobs og Trescott havde næsten altid opgaver og han på samme tid brugte tid på at være forfatter var måske ikke altid verdens nemmeste balance, men det var bare også som om han ikke havde lyst til at opgive noget af de tog derfor måtte han finde sig i at det med tid nogle gange var en by i Rusland. Når det så var sagt håbede han da bestemt også at han snart ville komme til at se Nira igen uden at vide at hun faktisk flyttet til UK og havde fået sig et job i ministeriet præcist som hun havde ønsket sig da de havde snakket sammen sidst.

Klokken var omkring frokosttid og Romeo havde for en gangs skyld haft tid til at bevæge sig ud fra sit kontor for at skulle finde noget at spise og begav ud på gangen for at skulle finde et sted at spise. Han havde med vilje lagt sine papirer af på kontoret for at tillade sig at holde en smule fri. Romeo var jo så også ganske meget en arbejdsnarkoman og det var sikkert også derfor han ligesom havde 2 jobs på samme tid.

Nira pustede en lys tot hår væk fra ansigtet og gav sig endnu engang til at læse den samme sætning som hun nu havde læst omkring 40 gange, eller sådan føltes det i hvert fald. Efter hendes far var gået under jorden og hun havde mistet kontakten til ham var det gået op for hende hvor lidt hun egentlig havde.
Hun var så vandt til at hendes far altid løste alting for hende, men pludselig måtte hun stå på egne ben og det var ikke let! Hun havde da i det mindste stadigvæk Delcan, men desværre var han jo også fan af at man selv tjente ind til føden, dermed ikke sagt at han ikke hjalp hende hvis tingene virkelig brændte på, men som udgangspunkt måtte hun klare sig selv.
Hun kiggede på det store ur der indikerede at klokken kun var lige knap frokost tid, hun følte ellers at hun havde siddet her i timevis - langt længere end hvad realiteten var.
Hun var startet på jobbet for lidt over en uge siden og selvom hun længe havde snakket om det, var det noget helt andet omsider rent faktisk at sidde her. Hun havde snakket lidt med Romeo over ugle i tiden efter han var taget hjem, men der var gået længere og længere tid mellem svarerne fra begges vegne, desværre var det jo nok ret normalt.
Hun rejste sig op fra stolen og annoncerede at hun ville gå til frokost, alt for at strække benene lidt. Hun havde ikke fortalt Romeo at hun var tilbage i England og startet med at arbejde her, der havde været for mange ting i hendes liv til at hun lige havde kunne overskue det, men hun burde jo nok fortælle ham det inden de pludselig løb ind i hinanden.
Hun nåede kun lige at tænke tanken til ende da hun fik øje på ham for enden af den gang hun selv bevægede sig ned af, det var dog svært at afgøre om han også havde set hende.

Romeo havde skam fået øje på hende og kunne mærke det smil han bar på sine læber blot bredte sig af det. Han havde selv haft utrolig travlt med sine to jobs hvilket var grunden til at han ikke havde fået skrevet tilbage til hende så ofte som han havde ville det. Hun var trods alt stadig enormt dejlig, men det havde virkelig været upraktisk at hun havde været så langt væk når han havde to jobs. Han vinkede til hende for ligesom at få hendes opmærksomhed og gik over imod hende da det lod til han havde fået hendes opmærksomhed. Det havde sikkert også været ganske sundt for ham at han ikke havde set hende noget tid når hun havde sådan en magi til at gøre ham helt blød i knæene. ”Så du fik flyttet til England?” spurgte han med et varmt smil over sine læber selvom han godt ved det måske lød lidt dumt, men det var bare som om det var et godt sted at starte hvis han skulle være ærligt. ”Jeg må måske byde dig på frokost?” spurgte han da han antog at hun selv var på vej og så kunne han i hvert fald vende sig en god halv time med hende. Selv var han jo trods alt auror så han kunne risikere at blive kaldt væk fra sin kortordel af sit job. Den del som han lidt både hadede og elskede for han var ganske glad for at sidde ned og skrive, men det var som om han synes det var nok at gøre det i den del af hans job som bestod i at være forfatter.

Nira smilede da det gik op for hende at hun var blevet set. Hun vinkede tilbage med et lidt mere diskret smil og gik frem ham i møde til de stod overfor hinanden. Nu havde Nira ikke voldsomt mange venner - faktisk havde hun ikke rigtigt nogen venner i sit liv. Skønt hun havde været en af de meget populærer børn i skoletiden så var ingen venskaber rigtigt blevet hængende.
Måske det var straffen for at have været som hun havde været dengang. Dog betød det ikke noget nu, nu ville hun bare koncentrerer sig om Romeo, der af en eller anden ukendt årsag ikke hadede hende efter hun havde forsøgt at gøre livet surt for ham dengang.
På den anden side var det selvfølgelig mange år siden, men Nira ville nok stadigvæk have båret nag hvis det var omvendt. "Ja, det var lidt hårdt at skulle forlade Frankrig, men England er nok her jeg altid vil føle mig mest hjemme." Fortalte hun sandfærdigt. Det havde de også snakket lidt om først gang de havde mødtes så vidt hun huskede.
"Jeg fik ikke det første job jeg søgte så det tog dog lidt længere tid end planlagt, men nu er jeg her." Hun var tydeligvis ret stolt af sine bedrift.
Et nyt smil, "altså frokost siger man vel aldrig nej til," besvarede hun muntert og satte i retning af kantinen. "Så går det ellers godt? Jeg er ked af jeg ikke har været så hurtig til at svare på dine ugler, men jeg har været lidt ophængt på det sidste," erkendte hun. Alt det med hendes far havde virkelig taget på hende, men det var ikke noget hun havde indrømmet overfor nogen, alle skulle jo helst tro at han var død.

Romeo havde heller ikke synderligt mange venner. Han havde Spike og det var nogenlunde det han havde, men det var mere fordi han var sådan den eneste han rigtig stolede på. Han havde da flere venner end det, men ikke nogen han var synderlig tæt med. Mest af alt fordi han havde været ham den nørdet dreng da han var yngre og selvom han var ganske social så var det bare ikke altid når det kom til venner han valgte alt for mange.
Romeo kunne ikke se hvorfor han skulle bære nag. Hun havde jo delvist sagt undskyld sidst og ladet ham sove på hans sofa. Så han kunne ikke se hvorfor han skulle blive ved med at lade hende grille for noget som var så mange år siden nu. De havde været teenagere og i den alder havde man altså ofte en anden holdning til nogle ting. ”Jeg forstår dig godt, men jeg må indrømme jeg er glad for du er her” sagde han med et varmt smil og nikkede ganske let for sig selv. Så kunne det trods alt være de ikke gled så meget fra hinanden i kontakt. ”Altid noget du kom op på hesten igen” påpegede han for ligesom at beskæftige hende i hendes bedrift for han var sikker på at en som Nira ikke var spor van til ikke at få alt hvad hun pegede på så det var virkelig flot af hende.
”Du skal ikke være ked af det. Jeg har jo også selv haft mit at se til og nu hvor du er her bliver det også nemmere” smilede han blot stadig varmt. Ikke fordi han ikke gjorde det normalt, men fordi hun bare havde nemmere ved at hive det frem hos ham. ”Jo tak det går udmærket. Ingen klager herfra. Skal snart udgive en bog mere. Og dig selv?” spurgte han som de forsætte deres gang mod kantinen. Da de kom frem åbnede han døren for hende og holdte den så hun kunne komme først ind.