Sometimes I Start To Wonder, Was It Just A Lie? Ray + Raven

Ciel+Sebby :: WaW :: Tråde :: Seth

Vis foregående emne Vis næste emne Go down

Sometimes I Start To Wonder, Was It Just A Lie? Ray + Raven

Indlæg  Admin on Man aug 07, 2017 2:43 am

Ray Duncan MacKay - Rays lejlighed - December 2053, omkring klokken 19.

Raven havde det virkelig blandet ved, at stå ude foran Rays dør. Hun havde nok stået der i hvert fald i tyve minutter, men hun kunne simpelthen ikke få sig selv til, at banke på hans dør. Sidst hun havde været her, havde hun fundet ud af, at Ray havde været hende utro, og hun havde selv været sammen med Collin, hvilket bestemt stadig ikke var noget hun var stolt over.
Det gjorde stadig ondt inden i, men det var ikke derfor hun var der. Hun lagde en hånd på sin mave, som hun efterhånden nok ikke helt kunne skjule mere. Hun var cirka 6 måneder henne. Hvilket var noget rigtigt lort, da det ikke blot gav hende to, men tre mulige fædre. Selvfølgelig var Ray en af mulighederne, dernæst Collin og Dylan.
Hun havde det ærligt talt helt i gennem forfærdeligt med det. Det lignede hende jo slet ikke. Før Collin havde hun kun været sammen med Ray, og hun havde jo troet, at han havde været hendes eneste ene og de skulle have levet lykkeligt til deres dages ende. Hun havde snakket en del med sin mor omkring det hele, heldigvis var hun utrolig støttende, selvom Raven ikke var ret gammel.
Hun kunne godt mærke hormonerne i kroppen. Hun havde lyst til, at tude hele tiden. Og alt hvad der var saltet. Hun vendte blikket lidt mod sine fødder, dem kunne hun da heldigvis stadig se, så stor var hun heldigvis ikke, men det var nok til, at man ikke kunne tage fejl om, om hun var tyk eller gravid. Hun tog en dyb indånding og bankede så på døren, hun vidste jo ikke engang om han var hjemme eller på arbejde, eller om Keira var hjemme.

Ray var skam hjemme. Han havde gået en smule i sin egen verden da han trods alt ikke forventede besøg. Han havde brugt hele dagen på at pille julepynt ned da han ikke ville have at Keira skulle mindes jul og hvad end der var sket med Alastair og hende mens han ikke havde været hjemme. Han havde også tænkt sig at udspørge hende om hvad der var sket da han bare kunne se der var sket et eller andet og det var ikke fordi han selv havde lyst til at kontakte Alastair da han trods alt stadig kunne nå at returnere til Collin som ven og Ray ville helst holde sig fra alt det og da især nu hvor han var kæreste med Charlie. Det var bare ikke så nemt når han havde været dum nok til at arbejde på den irske hvor Collin hæng ud og han havde ikke råd til at stoppe.

Da han hørte banken blev han revet ud af sin egen lille tankestrøm og var sikker på det øjeblik det måtte være Keira der havde glemt sine nøgler for han regnede ikke med det var Charlie der fik lov til at komme ud af sine forældres klør i juletiden. ”Jeg har jo sagt du skal huske dine nøgler Keira!” råbte han igennem døren samtidig med man kunne høre på at han var på vej derover. Han låste den da også op og tabte fuldstændig sin kæbe hvilket fik ham til at klø sig i nakken. ”Ra… Raven.. Kom.. Kom indenfor” sagde han stille og flyttede sig så hun kunne komme indenfor. Hans hjerte hamrede løs. Han havde forsøgt flere gange at kontakte hende og sige undskyld. Han havde lagt et hav af beskeder og selvom han var virkelig vild med Charlie så kunne han ikke benægte at Raven stadig havde en plads i hans hjerte ligesom Collin havde. Hans blik gled hurtigt over hende og kunne jo godt se hun var blevet større, men lige nu var der en lille stemme der benægtede hun kunne være gravid og da især med ham. Mest af alt for hendes egen skyld. Han håbede bestemt heller ikke det var Collin for så ville han ikke vide hvor han skulle gøre af sig selv, men han ville ligge alt det væk for at være der for hende hvis det var det som hun ønskede.

Raven havde skam modtaget alle Rays opkald, beskeder og ugler, men hun havde ikke svaret på en eneste af dem. Hun var stadig utroligt såret over måden det hele var sket på. Især fordi hun var sikker på, at de nok havde kunne finde ud af det hele, hvis blot han havde åbnet munden og været ærlig fra starten af. Men hun kunne og ville ikke tilgive ham, det var ikke derfor hun var der.
Hun mærkede sit hjerte slå et slag over, da hans stemme lød på den anden side af døren. Det gjorde virkelig ondt. Meget mere end hvad hun havde forstilet sig, at det ville gøre. Hun havde allerede lyst til, at tude igen, men hun gjorde det ikke. Hun bed sig lidt i læben, da han tydeligvis troede det var Keira som havde glemt sine nøgler. Et kort sekund af panik, overvejede hun at skynde sig væk, og bare sende ham en ugle i stedet for. Men det her var bare ikke noget man bare lige skrev over en ugle.

Hendes hjerte gik fuldstændig i stå, da han åbnede døren, det var som tudsin knive der blev stukket i hendes hjerte på en gang. Alligevel lykkedes det hende, at finde et lille smil frem til sine læber. "Hej RayRay," sagde hun med ømhed i stemmen, "Tak, og undskyld jeg bare komme brasende sådan," sagde hun og så lidt på ham, som hun trådte indenfor, og lukkede døren efter sig. Hun havde på den ene side lyst til, at stikke ham en lussing som tak for sidst, og på den anden side havde hun lyst til at kramme ham og kysse ham, som om intet var sket. Men hun vidste godt at ingen af delene ville gøre noget godt.
"Har du ti minutter? Jeg ved godt du ikke skylder mig noget, efter jeg ikke har svaret på nogle af dine beskeder, men.. Det er ret vigtigt," spurgte hun og bed sig atter lidt i læben, for at holde et par tåre tilbage. Hvorfor skulle det gøre så ondt? Hun var jo sådan set ovre ham, og hun var begyndt at blive ret glad for Dylan.

Ray vidste jo godt han sikket havde kunne redde et eller andet hvis han var ærlig fra starten af, men det var jo alligevel for sent nu. Det hele var ødelagt og selvom han bare gerne ville være hendes ven så var han også godt klar over at det næppe ville ske. Hvis han havde vist det var hende så havde han heller ikke sagt noget for han ville jo gerne snakke med hende. Hans hjerteslag sprang et slag over da hun brugte hans gamle kælenavn for det var kun hende der kaldte ham det. Det var som om de kort var dem selv igen og han skulle virkelig tage sig selv i ikke at give hende et kys. Ikke fordi han som sådan elskede hende, men hun havde stadig en speciel plads i hans hjerte. Han slog derfor hovedet let ned af for at vise sin skam. Hvor han dog ikke brød sig om at blive mindet om hvad han havde gjort ved hende. ”Nej.. Nej det er ok. Jeg er glad for at se dig” sagde han med et varmt smil og bed sig hårdt i læben inden han løftede sit hoved en anelse, men det var stadig bøjet i skam. Han sank en klump spyt da han følte at det hele rev rundt i ham selvom han ikke havde ret til at være trist over hvad der var sket i mellem dem. Det var trods alt hende der var ofret her og ikke ham. Han nikkede ganske let til om han havde 10 min. ”Jeg har al den tid du har brug for” sagde han med et let smil og vidste godt han ikke skulle håbe på de kunne være venner bare fordi hun sådan kom uanmeldt. ”Jeg skylder dig alt Raven. Jeg…” sagde han og stoppede sig selv da han trods alt godt selv vidste hvad han havde gjort og hun skulle have lov til at sige hvad hun ville. Ray lagde forsigtigt sine arme rundt om hende fordi han trods alt kunne se hun var trist. ”Hvad er der Rave? Tal til mig. Jeg er jo lige her” sagde han i en mild stemme og kunne godt forstå hvis hun ville skubbe ham væk. Egentlig var han jo også mest af alt over hende og virkelig vild med Charlie, men det ændrede bare ikke på hun betød noget specielt for ham. Hun var den han havde været kærester med i længst tid trods alt.

Raven vidste ikke om hun nogensinde ville være mentalt i stand til, at tilgive Ray, selvom hun måske inderst inde gerne ville, fordi han trods alt havde været en stor del af hendes liv i mange år, og det gjorde ondt bare, at smide ham nu af sit liv fra den ene dag til den anden, men hun havde ikke kunne se nogen anden udvej, og det kunne hun sådan set stadig ikke.
Hun bed sig lidt i læben, uden helt at vide hvad hun skulle svare, som hun lagde sine arme over kors, "Jeg er også glad for at se dig," sagde hun stille, men ærligt. En del af hende savnede ham jo virkelig meget, mens en anden del af hende slet ikke havde lyst til, at se på ham. "Ti minutter er alt jeg beder om," sagde hun, da hun virkelig heller regnede med, at det ville tage længere tid, det var mest af alt hendes retfærdighedssans som havde talt højt indeni hendes hoved, om at han havde ret til, at vide, at det barn hun havde i maven, muligvis var hans.
Om hun stadig kunne være venner med ham efter alt det der var sket, vidste hun ikke, men det var ihvertfald ikke endnu hun var klar til det. "Stop, Ray, please, bare.. Stop," bad hun stille, som han også selv tav, hun var der ikke for at få en ny undskyldning af ham, som hun alligevel ikke kunne tilgive.
Som hun mærkede hans blide arme omkring sig, gav det et lille sæt i hende. Meget tøvende lagde hun ligeledes sine arme omkring ham, som hun mærkede den velkendte varme sprede sig i hele hendes krop, ved duften af ham tæt på sig igen, men hun ville ikke falde i. Han skulle ikke tro, at han bare kunne behandle hende på den måde og så bare kramme hende og tro alt ville være godt i mellem dem igen. "Jeg.. Jeg er gravid, RayRay," sagde hun stille og lagde hovedet mod hans skulder, som hun mærkede en enkelt tåre trille ned af sin ene kind. "Der er en chance for det er dit, men der er også to chancer for, at det ikke er," hun følte sig så ufattelig billig som de ord forlod hendes læber, og hun slap ham roligt igen for, at se hans reaktion, da hun åbnede sin jakke, som afslørede hendes gravide mave.

Ray ville så gøre alt for at være en del af hendes liv hvis hun udviste det mindste tegn på det. Han savnede hende trods alt helt vildt og det ville han ikke ligge skjul på. Hvis hun udviste ligesom nu en lille smule tegn så var han der. Han vidste godt hun aldrig rigtig kunne tilgive ham, men det var sådan set heller ikke pointen for han kunne jo godt forstå hende. Det var slet ikke det. Han fortjente jo ikke så meget som for 2 mm chance for at være i hendes liv.

Han valgte ikke at gøre videre i at hun savnede ham for han vidste godt han ikke skulle push his luck og det hurtigt kunne vende, men han kunne ikke lade være med at smile en smule for sig selv over det svar. Han nikkede ganske let til det kun ville tage 10 min selvom en del af ham håbede på det ville tage bare 20 min for han ville have den længere tid at se hende i. Han bed sig hårdt i læben da han godt vidste han ikke skulle bruge hendes tid på at undskylde. Det var bare som om et håb stadig var i ham om at være en del af hendes liv selvom det ville være hårdt. En flamme han ikke bare kunne slukke. Heller ikke selvom han var glad sammen med Charlie.

Han var godt klar over at et kram ikke kunne gøre en forskel, men han savnede hende så inderligt. Hans hjerte skippede da også et hjerteslag da hun landede sig ind mod ham og var sikker på han kort glemte alt om at trække vejret indtil hun snakkede igen. Han sank engang ved hendes ord og nussede hende blidt i håret. ”Hvis der er noget jeg kan gøre må du sige til Raven” hviskede han blidt selvom hans hjerte kort stoppede da hun nævnte det også kunne være to andre. Det eneste der løb igennem hans hoved var at hun havde været sammen med Collin og åh hvor han dog ikke håbede at det var ham hun var gravid med. Det stak sådan i hans hjerte. Ikke alene gav det ham flashback til alle de følelser han havde haft for hende og deres forhold, men også til alle følelserne for Collin der var let blomstret op igen. Han lod hende slippe sig og bed sig i læben. ”Hvis det er mit så tager jeg fuld ansvar. Også hvis det ikke er mit Rave. Jeg vil være der for dig uanset hvad. Om så det… Det er Collins” sagde han stille og bed sig let i læben. Åh hvor det gjorde ondt at nævne det navn lige nu. Virkelig ondt endda, men han håbede nu lidt at det var den tredje hvis det ikke var ham selv. Han havde lyst til at undskylde over han havde skubbet hende helt derud. Han følte dog ikke hun var billig. Han nikkede mod hendes mave for lidt at spørge om han måtte ligge hånden på hendes mave. ”Er det forkert at sige jeg håber den tredje er en fyr der kan gøre dig lykkelig?” spurgte han stille og håbede virkelig ikke han sagde noget forkert, men han ville bare ikke se hende som billig. Han havde jo selv været med mange flere end hende.

Raven kunne snart ikke rumme mere i sit hoved. Det var fyldt af hormoner, tvivl og følelser hun slet ikke kunne sætte ord på. Hun glædede sig helt utroligt meget til, at sidde med sin lille baby i sine arme, selvom hun var ung, så var hun sikker på, at det nok skulle fungere. Hun vidste jo at både hendes mor og Mayson ville blive ellevilde, når først babyen var ude, selvom hendes mor ikke ligefrem var lykkelig over, at hun var så ung.

Hun vidste ikke engang om hun ønskede Ray i sit liv, selv hvis det skulle vise sig, at være hans, selvom hun selvfølgelig godt vidste, at han ville have visse rettigheder. En del af hende var stadig så såret og skuffet, at hun dårligt kunne se ham i øjnene, mens en anden del af hende savnede ham så meget, at hun havde lyst til, at tilgive ham og glemme alt, men nu vidste hun jo heller ikke, at han havde fået ny kæreste. Desuden var hun selv blevet ret glad for Dylan.
Hun bed sig lidt i læben, da hun mærkede han nussede hendes hår. For pokker det gjorde ondt helt ind i hjertet dette her. Hun havde aldrig oplevet en smerte så intens. Hun rystede lidt på hovedet, "Jeg ved ærligt talt ikke, hvad det skulle være.. Jeg har taget min beslutning, jeg beholder barnet, men jeg forventer ikke noget af nogen," sagde hun roligt og sukkede lidt. Hun havde ingen idé om, hvordan hun skulle klare det, hvis hun endte med, at stå og alenemor. Hun var begyndt at arbejde på et forlager, hvor Dylan havde skaffet hende et job, men der var jo ikke så forfærdelig længe til, at hun skulle på barsel.

Hun så lidt på ham, som han stod der foran hende, bed sig i læben og var så pokkers sød. Hans ord fik hende dog hurtigt til at vende blikket mod gulvet, da han selv nævnte Collin. "Jeg forventer ikke noget af dig RayRay, jeg.. Hvis det er dit, så syntes jeg bare du havde ret til, at vide det. Hvilket Collin også har, hvis det.. er hans. Snakker du.. Stadig med ham?" spurgte hun, selvom det nok var de sværeste ord at få over sine læber, hun nogensinde havde præsteret. Men hun vidste jo ikke hvor Collin boede eller noget som helst andet.
Et lille smil meldte sig på hendes læber, som hun skubbede sin jakke til side med sine hænder, hvilket afslørede hendes maves størrelse og nikkede til han gerne måtte mærke hendes mave. Der var uden tvivl liv derinde, selvom det mest var når hun lå og slappede af, at den lille baby bevægede sig, så kom der alligevel et spark fra tid til anden, når hun blot stod som nu. Hun vendte blikket fra sin mave til Ray, og trak så lidt på den ene skulder, "Nej, det er det vel ikke," svarede hun selv stille og bed sig lidt i læben, ikke helt sikker på, om hun skulle afsløre at den sidste mulighed var Dylan. Dylan havde jo været vild med Raven helt tilbage fra før Raven og Ray var blevet kærester, hun havde bare ikke set det, fordi hun selv havde været så forelsket i Ray.

Ray var nu også sikker på at Raven kunne få det til at fungere. Det var slet ikke det, men han ville bestemt hjælp hende alt hvad han kunne hvis hun gav ham tilladelse til det. Han ville endda gøre det om så det var ham der var far til barnet eller ej. Det var virkelig det mindste han skyldte hende og så kunne han i øvrigt bare godt lide børn selvom han bestemt ikke havde ønsket at skulle få en nu. Det ændrede bare ikke på at han ville være mand nok til at stå ved hendes side hvis det blev nødvendigt.

Ray savnede også at have Raven i sit liv og selvom hun så ville tilgive ham ville han aldrig have bedt om at skulle være hendes kæreste igen om så han havde haft Charlie eller ej. Udelukkende fordi han ikke ville risikere at udsætte hende for den slags sorg igen. Det fortjente hun virkelig ikke hvis man spurgte ham. Han vidste jo også godt selv hvad han havde gjort. Nu lå landet så bare sådan at han faktisk havde Charlie og han ville ikke gå fra Charlie for at være sammen med Raven igen. Heller ikke selvom hun altid ville have en stor plads i hans liv om så hun ville være der eller ej. Desuden var det ikke lige at nævne Charlie med hendes problemer.
"Og det er din beslutning Raven, men jeg tilbyder min hjælp hvis du lader mig. Om så barnet ikke er mit" sagde han med et ganske let bestemt nik og kyssede hende ganske blidt på panden. Han forventede intet og han vidste godt hun næppe ville lade ham, men han ville tilbyde sig alligevel. Også selvom han ikke havde mange penge selv og egentlig godt vidste før han havde tilbudt sig selv at hun intet forventede, men det var bare det han synes at man burde som en god mand. Det var det mindste man kunne gøre.

"Nej jeg ved godt du intet forventer, men jeg er bare ikke ham der mere stikker halen i mellem mine ben. Det lærte jeg desværre på en alt for hård måde" sagde han med en skæv grimasse og træk ganske let på skulderen til om han stadig snakkede med Collin. "Hans stambar er der hvor jeg arbejder, men ligesom du ikke har tilgivet mig så har han heller ikke. Heller ikke selvom han er kommet tilbage på sin stambar" forklarede han sig selv ganske let og bed sig let i læben. At Collin så mest af alt gjorde hans liv til en plage var så ikke noget hun skulle bekymre sig om. Det var hans bord uanet hvor ondt det gjorde og han ikke ville belemre hende med det. "Men jeg kan godt gi dig hans nummer så du kan kontakte ham" sagde han med et ganske let smil for at tage en byrde fra hende da han ikke regnede med hun havde en måde at kontakte Collin på. Han havde trods alt selv nakket Collins mobil i sin tid for at presse sig ind på livet af ham.

Han kunne ikke lade være med at smil da han fik lov til at mærke hendes mave og gik en anelse ned på knæ for at kunne have hendes mave i øjenhøjde i stedet for at hun skulle føle han talte ned til hende. Han lagde forsigtigt sin hånd på hendes mave. "Jeg mener det Raven. Jeg håber du er mere lykkelig hvor du er nu end jeg nogensinde kunne gøre dig" sagde han stille og mærkede den lille rent faktisk give et svagt tegn på liv. Det var han i hvert fald sikker på. Han fik da også en anelse våde øjne af det og håbede ikke at hun så det. Det hev virkelig alle de dårlige minder frem om hvad han havde udsat hende for og han blev så lykkelig og ulykkelig på samme tid.

Raven vidste ikke rigtigt, hvordan hun skulle forholde sig til noget som helst af det. På den ene side så glædede hun sig utroligt meget til, at møde sin baby, men hun frygtede også, hvem der skulle vise sig at være faren. Hvilket ikke kunne tjekkes før barnet var født. Hvis hun skulle være helt ærlig, håbede hun selvfølgelig mest på Dylan, dernæst Ray. Hun ville slet ikke vide, hvad hun skulle gøre af sig selv, hvis det ville vise sig, at det var Collin. Så ville hun faktisk næsten heller ikke vide det.

Hun bed sig let i læben, da hun mærkede kysset mod sin pande. Hun holdt jo stadig utroligt meget af ham, men hun ville aldrig gå tilbage til ham, selv ikke hvis hun fik chancen. For hvis hun skulle være helt ærlig, så var hun faktisk blevet ret glad for Dylan, på en helt nyt måde, end før, hvor han blot havde været en ven. "Hvordan kan du tage det så pænt?" spurgte hun stille, næsten hviskende, da han sagde han ville være der uanset om det var hans eller ej. Det var jo ikke ligefrem fordi hun havde været meget sødere ved ham, da hun var gået fra ham.
Hun rystede lidt på hovedet, "Vi behøver ikke, at snakke om det," sagde hun stille, selvom det nok nærmere var en bøn, hun havde ikke lyst til, at snakke om, hvad der var sket eller hvorfor. Hun var jo kommet videre, selvom han uden tvivl havde givet hendes sjæl et ar for livet. Hun nikkede lidt, "Den Irske Pub.." mumlede hun, det sted bragte alt for mange minder frem i hende, de gange de havde hygge sig der, når hun havde hentet ham efter arbejde og de havde gået sammen hjem til en af dem. Hun havde faktisk ikke været der efter hun var gået fra Ray. Hun lod en hånd glide i gennem sit hår, og nikkede så, "Ja tak, selvom jeg nu ikke tror han vil tage den," sagde hun og trak lidt på skulderne, hun mente nu heller ikke, at det her var noget man sagde over telefonen, men om ikke andet, ville hun måske kunne overtale Collin til at mødes et eller andet sted med hende, selvom hun ærligt talt ikke havde lyst til, at se ham nogensinde igen.

Hun smilede lidt, da han lagde hånden mod hendes mave, og forsvandt ned i højde. Hun sukkede stille, "Dylan.. Dylan er den sidste mulige far," sagde hun, da han snakkede videre om, at han håbede hun var lykkelig. Hun lagde blidt sin ene hånd mod hans kind, "Jeg håber også du er lykkelig, hvorend du er i dit liv, prins," sagde hun stille og smilede ned til ham, som hun selv mærkede sparket fra det lille væsen i hendes mave.

Ray ville så heller ikke tilbage til Raven, men det var mest af alt fordi han for det første havde Charlie og for det andet vidste han godt at han ikke kunne gøre hende så lykkelig som hun fortjente. Han var trods alt polygam og hun skulle ikke udsættes for alle hans sære regler der fulgte i kølevandet af at han var polygam og faktisk havde behov for mere end et i sit liv af gangen. Hovedsagen til han faktisk kunne holde sig til en lige nu var jo også mest af fordi alt med Charlie stadig var nyt, men han kunne godt mærke det var begyndt at trække i ham igen og han snart ville skulle stå overfor at stå frem for Charlie hvilket han ikke havde lyst til for han ville ikke risikere at miste sin lille skat. Han var trods alt ikke så gammel så han ville skulle udsætte for ham en masse han slet ikke var gammel nok til hvis man spurgte Ray. ”Fordi jeg bare er en virkelig rolig fyr og det ved du også godt” sagde han med et smil og nikkede ganske let for sig selv. Det var også utrolig sjældent at han blev sur, men når han så gjorde så var det så også virkelig slemt. Lidt ligesom da han faktisk havde slået på Collin selvom det ikke var særlig længe og mere Collin der havde slået på ham. Han kunne blive indædt vred, men aldrig længe af gangen. Han nikkede ganske let forstående til at de ikke behøvede at snakke om det. Han kunne jo godt fornemme at hun ikke ville snakke om det og det var også fint med ham. Han nikkede let til at Collin var at finde på den irske. ”Skal jeg gå med dig?” spurgte han ganske roligt da hun havde sagt at Collin næppe ville tage sin telefon. ”Jeg ved også hvor han bor trods alt og jeg tror ikke han bliver den nemmeste at komme nær” sagde han med en ganske skæv grimmasse da han trods alt godt kunne huske hvordan han selv havde kæmpet for at få hans opmærksomhed i sin tid.


”Din ven?” spurgte han roligt selvom lige den del stak en lille smule. Han håbede dog mest af alt det var ham selvom det gjorde ondt at vide at hun havde erstattet ham med en af sine venner. Han var dog klar over at de næppe havde lavet noget mens hun havde været kæreste med ham. Sådan var Raven trods alt ikke. ”Er jeg, men min prins er i skabet og yngre dig” sagde han med et ganske let suk selvom han faktisk godt kunne følge Charlie og sådan og det var ikke fordi han ville brokke sig, men hun havde selv lidt lagt op til at vide Ray var lykkelig.

Det var ikke fordi Raven havde frygtet, at Ray ville gå helt amok eller råbe af hende, eller noget som helst i den dur. Hun havde nok nærmere forventet, at han ikke ville have noget med barnet at gøre, hvis det ikke var hans, hvilket selvfølgelig ville være helt i orden. Hun nikkede lidt til hans ord, "Ja, det ved godt, men stadig.." sagde hun roligt. Hun ville da ikke selv vide, hvordan hun ville tage det, hvis hun var en fyr og hendes eks-kæreste så opsøgte hende for, at fortælle hun måske skulle være forældre, uden selv at have noget som helst, at skulle have sagt. Men det var vel fordelen ved at være kvinde. Mænd kunne ikke bare sige de ikke ville være far, hvis først barnet var i maven på kvinden. De kunne vælge ikke at ville se barnet, men det ville ikke ændre på, at det ikke var deres. Hun vidste skam godt, at Ray sagtens kunne blive sur, meget sur, men hun var bare glad for, at han tog det så pænt, som han nu gjorde.
Hun lod en hånd glide i gennem det halvlange brune hår, som hans spørgsmål lød, og trak så lidt på den ene skulder. "Det ved jeg ikke.. På den ene side, så ja, du kender ham og ved som du selv siger, hvor han bor. Men på den anden side.." hun tav lidt, hun ville jo ikke have det skulle gå ud over Ray, at hun havde været sammen med Collin og nu ikke vidste hvem af de tre mænd, der var far til hendes barn. Tanken gav hende virkelig kvalme.

Hun nikkede lidt, "Jah, udover han ikke bare er en ven mere," svarede hun med et lidt forsigtigt smil, da tanken om Dylan altid kunne få hende til at smile. Hun kunne aldrig drømme om, at være nogen som helst utro, okay godt nok havde hun teknisk set stadig været kærester med Ray, da hun havde været i seng med Collin, men der havde hun jo været afklaret med, at hun ville slå op med ham dagen efter. Det gjorde egentlig ret ondt, at hun var blevet erstattet med en anden fyr, kunne hun jo gætte sig til, ud fra hans ord, men hun havde ikke lyst til, at vise det. "Er du overhovedet sikker på, at du ikke kun er til fyrer?" spurgte hun og bed sig ganske let i læben, uden helt at vide, om hun havde lyst til, at høre svaret. Hun burde anyway nok også snart gå igen.

”Intet stadig. Sådan er tingene bare” sagde han med et varmt smil over sine læber. Han ville til en hver tid hjælpe hende. Uanset hvad forholdene var. Om det var hans eget eller han skulle deltage var ikke det som afgjorde det. Det var hende der havde barnet i maven og derfor synes han også hun skulle have en final saying i det hele. At han gerne ville give en hånd med kunne nærmest kun være en bonus og desuden havde han heller ikke helt ret til at sige en masse når det var hende som bær barnet. Desuden var det ligesom ham som havde været hende utro så han forstod jo godt hvis hun ikke ville have ham i hendes liv om så han var faren eller ej så han var egentlig blot noget så taknemlig for at hun overhovedet havde sagt noget til ham om hun var gravid. Nu var det så også sjældent at Ray overhovedet blev sur så når han endelig gjorde så skulle der virkelig meget til. Derfor var det her bestemt ikke en af de situationer. Især fordi han egentlig blot var taknemlig for at hun overhovedet havde sagt noget. Hun kunne jo ligeså godt have holdt sin mund og gået med det uden at sige noget om så han var faren eller ej.

”Hvad så? Collin er en nar med øre og jeg tror ik på han tager tingene ligeså pænt som jeg gør. Det er bare ikke det du vil mødes med. Tro mig” sagde han med en ganske skæv grimasse over sine læber og nikkede let for sig selv. Collin var ikke spor nem at snakke med.


”Det er da kun godt” sagde han med et lille nik og smilede stort. Han selv havde jo også fået en kæreste så han var blot lykkelig over at hun var kommet videre også. Han nikkede ganske let. ”Ja jeg er helt sikker Raven. Jeg er panseksuel. Jeg falder for folks personlighed og ikke for deres køn. Det er bare et tilfælde at det blev en fyr denne gang” sagde han stille og bed sig ganske let i læben. Han havde heller ingen præferencer for om det skulle være det ene eller andet køn. Han var ikke typen der skiftede over ligeså snart det ene køn havde fuckede ham op. Før hende havde han været sammen med en anden pige trods alt.

Raven smilede lidt, mens hun rystede lidt på hovedet og vendte blikket lidt mod gulvet. "Åh, for pokker, Ray.." sagde hun stille og vendte blikket tilbage på ham med et mildt skulder træk, uden helt at vide, hvad hun skulle sige. Det var underligt for hende, at stå overfor ham igen. Hun var ikke direkte sur på ham mere, men hun havde heller ikke tilgivet ham, selvom hendes mor egentlig altid havde lært hende, at man skulle være åben og venlig overfor alle, samt tilgive og være imødekommende. Det syntes hun bestemt også selv hun var, langt hen af vejen, men der var også grænser for, hvad hun fandt sig i.
Hun nikkede lidt, "Jeg tror dig skam, Ray, det er slet ikke det.. Jeg.." hun sukkede lidt og satte en hånd for panden, "Jeg ved bare ikke, hvordan jeg vil have det med, at stå overfor jer begge to på én gang. Igen," svarede hun i et nyt suk. Hun vidste godt, at det sikkert lød virkelig dumt, med hun var fyldt op med hormoner, der skulle intet til, før hun tudede. Sådan følte hun det i hvert fald. Hun var overrasket over, at Dylan stadig kunne holde hende ud.
Hun så en smule overrasket på ham, da han sagde det var godt, hvilket fik hende til, at tippe hovedet en smule til den ene side, "Ehm.. Ja. Ja det er godt," sagde hun og grinte svagt. Hun havde for det første ikke troet, at hun nogensinde skulle se eller snakke med Ray igen, men lige nu var det faktisk okay. Hun nikkede lidt til hans forklaring, "Anyway, det skal jeg ikke blande mig i, og jeg må nok også se at komme videre, jeg skal ud og kigge på barnevogn med min mor her senere," sagde hun, før hun tog en smule mod til sig og gav ham et kram. "Jeg skriver til dig, Ray, pas godt på dig selv. Og tak," sagde hun roligt, før hun slap ham igen og vendte sig mod døren, som hun forlod lejligheden.

//OUT

Admin
Admin

Antal indlæg : 904
Join date : 15/08/12

Vis brugerens profil http://cielsebby.danskforum.net

Tilbage til toppen Go down

Vis foregående emne Vis næste emne Tilbage til toppen


Ciel+Sebby :: WaW :: Tråde :: Seth

 
Permissions in this forum:
Du kan ikke besvare indlæg i dette forum